Kunstnerkarréen
Richard Mortensens Vej 25-27
2300
København S
Danmark
I Ørestad står snesevis af nye boligprojekter skulder ved skulder; på få år er hjem i alle størrelser skudt op i tusindtal her i Hovedstadens vækstdynamo. Når Aarstiderne Arkitekters ”Kunstnerkarréen” alligevel lykkes med at få netop sin stemme hørt i det massive kor, så skyldes det ikke mindst boligprojektets segmentering af sine kommende lejere. Seniorboliger er ganske vist en kendt traver; men det er vist ikke set før, at man i samme ejendom adresserer de modne på +45, blander dem med aktive børnefamilier for samtidig at alliere sig med metropole trendsettere fra storbyens stenbro.
Det er tanken i Kunstnerkarréen, lyder det fra bygherren, Pension Danmark: Når man lejer en bolig, er det normalt tilfældigt, hvem man kommer til at bo ved siden af; det kan skabe udfordringer, hvis beboerne har lidt for forskellig livsførelse.
Derfor er intentionen her at sammensætte homogene grupper i ejendommens forskellige sektioner for at fremme fællesskabet og det sociale liv. Og – når sandhed skal siges – vel også for at foregribe de konflikter, der erfaringsmæssigt opstår, når unge vil have gang i gaden, mens ældre ønsker fred og ro. Tilmed åbnes her mulighed for, at flere generationer kan bo sammen – ikke under samme tag, ganske vist, men dog i samme ejendom!
Det synliggøres i karréprojektet med en plandisponering, som sigter efter den ønskede diversitet. Typologierne blandes med i alt 67 etageboliger ud mod de to gader, der har givet både navn og adresse til projektet: Richard Mortensen og Robert Jacobsen, opkaldt efter to toneangivende modernister i dansk kulturhistorie. Mellem dem forbindes bygningerne af 28 rækkehuse, så lejernes ønsker kan tilgodeses både med afstand mellem segmenterne og med boligernes planløsninger.
Diversitet tilstræbes også med facadernes vekslende udtryk og kreative anvendelse af murværk. Med Aarstiderne Arkitekters egne ord: Her skabes en hyggelig landsbystemning med den fælles intime gårdhave, etageboliger, der vender ud mod Ørestads boulevarder og rækkehuse med indgang fra stille og rolige sidegader. Forskydninger og spring i bygningernes højde og facader giver karréen et varieret og levende udtryk.
Formålet er at skabe individuel karakter blandt de mange andre tilsvarende boligprojekter i Ørestad; men også at tilføje legitimitet til ejendommens kunstneriske historiefortælling.
Hele byggeriet er ganske vist holdt i gule kvalitetstegl, lyse og imødekommende; men et mønster i murværket med mørkebrune mursten skaber ekspressive skift, så hvert rækkehus alligevel står for sig selv. Det samme mønster går igen i stueetagen i etageboligerne. Derudover er facaden præget af meget glas for at gøre bygningen åben og let – og lukke meget lys ind i boligerne.
Læg dertil, at alle boliger er sikret generøse uderum med terrasser eller – og især – rummelige altaner, så er der ikke ladt meget tilbage til ønskesedlen.
Det er således Søgaard Stålbyg A/S, der i denne sag har været i gang med stålværket og leveret hele programmet af altaner, tagterrasser, alle værn og overdækket cykelparkering med FSC-certificeret mahogni. Altanerne er udført som bærende stålkonstruktioner med gulvbeklædning af cumaru, en FSC-certificeret type trope-træ på linje med jatoba og bilinga. Underbeklædningen er en BS-60 (R60 -A2)-beklædning af Cembrit, afsluttet med en to mm aluplade.
Det er også Søgaard Stålbyg, som har været den udførende CNC-skærer bag de flotte identitetsskabende husnumre, som pryder partierne ved opgangene.