Planlægningen af den nye HAFUN-forskningsbygning i Science City Hamburg Bahrenfeld kan begynde efter afsløringen af det vindende design af C.F. Møller Architects til det ambitiøse nye banebrydende forskningscenter.
HAFUN står for Hamburg Fundamental Interactions Laboratory. Det er her, hvor forskere fra Hamburgs Universitets Cluster of Excellence Quantum Universe vil arbejde og forske i fremtiden - og forfølge spændende spørgsmål som f.eks. hvad er mørkt stof, og hvordan er det opstået? Den nye forskningsbygning opføres i den nye Science City Hamburg Bahrenfeld, der er under udvikling, i umiddelbar nærhed af Hamburgs Universitets nyeste fysikbygninger: HARBOR og CHYN. Fremragende forskningskompetence inden for fysik vil således blive samlet i Science City Hamburg Bahrenfeld for at muliggøre et tæt netværk på stedet og skabe den bedst mulige udnyttelse af synergierne mellem deres forskningsområder.
Hård videnskab i attraktive omgivelser
Det nye HAFUN bliver et vartegn for Science City-campus, som både vil rumme højteknologiske underjordiske laboratoriefaciliteter og åbne miljøer til vidensdeling og kommunikation.
Det samler to forskningscentre i én bygning, som både rummer højteknologiske underjordiske laboratoriefaciliteter og åbne miljøer for vidensdeling og formidling. Den nye forskningscampus Science City Bahrenfeld i Hamborg er et ”centre of excellence” i hele Tyskland og Europa. HAFUN er en vigtig brik, som samler to forskningscentre og rummer faciliteter med åbne miljøer til kontorer, mødesteder og konferencer, samt delvis underjordiske laboratorier med ekstremt sensitivt udstyr til forskning i blandt andet kvantefysik, kosmisk stråling og gravitationsbølger, som kræver komplet afskærmning fra interferens og rystelser.
Bygningen består af to atriumbygninger, sammenkoblet via et hjørne i hvert volumen. Dette skaber en bygningsgeometri som et dobbelt loop, der med én samlende facade giver en genkendelig og ikonisk bygning, som i kombination med sit landskabsdesign tilpasser sig omgivelserne. Bygningen nedtrapper med grønne taghaver mod boligbebyggelse i syd, og åbner sig mod den eksisterende campus i vest. Sammenkobling af volumenerne skaber vinkler til udendørs opholdsrum rundt om bygningen med grønne terrasser og haver, som smelter sammen med volumenernes indre gårdrum, der fremstår åbne og velkommende. Her ligger bygningens indgang centralt placeret hvor de to gårdrumsbygninger mødes.
Rationel struktur med sociale knudepunkter
Ankomstområdet består af en generøs foyer forlænget af en elegant vindeltrappe til tagterrasserne, så besøgende nemt kan komme op til et observatorium og udendørs undervisningsfaciliteter. Sammenkoblingen mellem de to volumener danner bygningens hjerte, hvor et centralt placeret atrium skaber et socialt knudepunkt. På et attraktivt hjørne i gadeplan ligger konferencefaciliteterne, hvor det indvendige rum kan forlænges med gårdrummene. Dagslys, lyst interiør og træpaneler skaber en behagelig atmosfære og har en akustisk absorberende effekt i atriet, kontorerne og de rummelige gangarealer indrettet med loungeområder. Indvendigt baserer bygningen sig på en rationel og fleksibel struktur, hvor der samtidigt er lagt vægt på åbenhed med mødesteder, der fremmer vidensdeling og samarbejde.