En ny boligbebyggelse med 48 attraktive rækkehuse i 2 plan opføres netop nu på en højtbeliggende grund, centralt i Skødstrup nord for Århus. De første boliger skal være klar til indflytning til foråret.
Bebyggelsen opføres utraditionelt i en vifteform, som følger Skødstrupbakkens vejforløb. Området ligger i kort afstand til børnehave, skole, indkøb, station og Århus samt til rekreative naturområder ved Århus Bugten og Mols Bjerge. Beliggenheden er desuden central i forhold til motorvejsnettet og Århus Lufthavn. De nye boliger er et attraktivt tilbud til alle aldersgrupper.
Bygherre er Ejendomsselskabet Tronkærvej ApS, og rækkehusene er arkitekttegnet af Luplau & Poulsen Arkitekter i Århus. Det samlede etageareal på 5.559 kvm skal opføres i hovedentreprise af Dansk Boligbyg a/s, Horsens. Stokvad & Kerstens, Randers er rådgivende ingeniør.
Boligerne sælges i etaper – første etape er på 16 boliger, som ventes klar til indflytning i foråret 2014. En prøvebolig i første etape skal være klar til fremvisning medio november 2013. Salget er lagt i hænderne på ejendomsmæglerfirmaet EDC - Poul Erik Bech.
Rækkehusene er i 2 plan, og hver bolig indeholder entre, køkken med spiseplads, gæstetoilet og opholdsstue med udgang til terrasse. På 1. sal bliver der 2 værelser, soveværelse og badeværelse samt repos med plads til hyggekrog eller arbejdsplads.
Bebyggelsen udføres i 3 etaper, og det samlede antal boliger er 48, fordelt etapevis med 16, 20 og 12 boliger. Nu opføres altså første etape af de højt beliggende ejerboliger, centralt i Skødstrup. Og i takt med, at de sælges, opføres anden og tredje etape.
Foto: Rækkehusene opføres i 2 plan, med hvide facader – og i vifteform, der følger vejens forløb. Mellem bebyggelsen på i alt 48 boliger anlægges grønne fællesarealer, ligesom der bliver ankomst med P-pladser ved hver bolig. (Visualisering: Luplau & Poulsen Arkitekter, Århus).