JCN Bolig udvider med satsning på rækkehuse 

JCN Bolig udvider nu forretningsområdet med en ny ambitiøs sektion indenfor rækkehuse efter en række år med vækst

JCN Bolig har siden omlægningen af virksomheden i 2013 til at blive specialist i boligbyggeri oplevet stor succes - og JCN Bolig udvider nu forretningsområdet med en ny ambitiøs sektion indenfor rækkehuse, oplyser virksomheden.  

JCN Bolig gør sig umage for at være en god samarbejdspartner indenfor boligbyggeri BtB. Men man har en del gange måttet skuffe kunderne. Deciderede rækkehusprojekter var ikke en del af produktpaletten. Fokus har været på de mange etagebyggerier i Østjylland og Storkøbenhavn, som har været fundamentet for den årelange vækst, skriver virksomheden.

”Vi starter ikke blot op med rækkehuse – vi etablerer en decideret målrettet sektion til det nye forretningsområde. Markedet for større rækkehusprojekter til udlejning har udviklet sig meget de seneste år og der er mange projekter under planlægning. Samtidig oplever vi en stigende efterspørgsel fra vore eksisterende kunder som pensionskasser, investeringsfonde og udviklingsselskaber. Vi har ansat flere medarbejdere med baggrund i typehus- og rækkehusbranchen. Nu søger vi så en sektionsdirektør til at stå i spidsen for udvikling af sektionen” udtaler adm. direktør Flemming V.T. Rasmussen. 

”Vi går ikke ind i et nyt marked uden at have som mål at blive blandt de bedste og have en vis markedsposition. Det er filosofien bag vores måde at drive virksomhed på. Hvis det blot skal være en niche, så er det bedre blot at udbygge vores eksisterende kerneområde endnu mere.”  

Ambitionerne er fortsat intakte hos totalentreprenøren med baser i Vildbjerg, Aarhus og København. Dannelsen af sektionen til rækkehuse får ikke betydning for vækstambitionerne for kerneområdet ”etageboliger”. Her ønskes fortsat vækst – men kontrolleret vækst, som igennem de seneste 8 år har været varemærket for driften af JCN Bolig. Medarbejdere og samarbejdspartnere skal altid føle sig trygge i selskab med JCN Bolig.

Udvidelsen med en ny sektion sker samtidig med, at markedet og samfundet generelt går en usikker tid i møde. Det ændrer dog ikke ved, at vi fortsat ser et stort potentiale inden for rækkehusmarkedet. Man kan omvendt sige, at vi med denne satsning får en bredere produktpallette og dermed bliver mindre sårbar overfor udsving i markedet. Flemming V.T. Rasmussen tilføjer:

”Vi har det rette produkt. Konceptet er blevet prøvekørt på den første ordre, som er på vej i ordrebogen. Vi ved derfor med sikkerhed, at vi kan ramme markedet med det rette prisniveau. Og det bliver med det kvalitetsniveau samt blik for kvalitetssikring og arbejdsmiljø, der er en selvfølge i JCN Bolig.” 

JCN Bolig ønsker med udgangspunkt i de aktuelle primære markeder i Midt- og Østjylland samt Sjælland også her at have den primære aktivitet på rækkehuse, men ønsker ellers at dække Danmark som helhed. Dermed kan JCN Bolig levere alt i boligbyggeri til BtB kunder. Alt fra rækkehuse, ferieboliger, ungdomsboliger, etageboliger samt renovering af boliger.  

JCN Bolig forventer inden sommerferien at kunne præsentere den nye ”sektionsdirektør for rækkehuse”, som skal stå i spidsen for satsningen.