Efter flere år på tegnebrættet er et markant byggeri bestående af både almene og private boliger nu klar til etablering på toppen af Hadsund med udsigt over Mariager Fjord. Den nordjyske projektudvikler Jens Nielsen, der har en fortid hos TL Byg, står med sin nyetablerede virksomhed, f2c ApS, bag tilblivelsen af udsigtsbyggeriet.
16 nye lejligheder med udsigt over Mariager Fjord skal inden længe opføres på toppen af Hadsund. Således ventes det, at første spadestik for det markante udsigtsbyggeri på Jens-Erik Bechs vej vil finde sted i foråret 2022. Det sker med vejledning fra den rådgivende virksomhed f2c i Nørresundby, der har det velkendte ansigt Jens Nielsen med fortid i TL Byg som direktør.
- Vi glæder os til at understøtte udviklingen i Hadsund med et nyt, stort byggeri, der forhåbentligt vil klæde den smukke fjordby. De 16 nye lejligheder får en af de bedste beliggenheder i Hadsund med udsigt over Mariagerfjord og tæt på både byens pulserende liv og natur. Beliggenheden stiller imidlertid også nogle krav til det arkitektoniske udtryk, så byggeriet tager hensyn til de øvrige omgivelser, og det har vi stor respekt for, lyder det fra Jens Nielsen, direktør i rådgivningsvirksomheden f2c.
Byggeriet af de 16 nye udsigtslejligheder er resultatet af den såkaldte delegerede bygherre-model, hvor det private og offentlige går sammen om at bygge en blanding af almene og private boliger. Med Mariagerfjord Kommunes velvillighed betyder det, at Lejerbo Hadsund og en privat investorgruppe i samarbejde opfører i alt ni almene boliger og syv private boliger.
De 16 lejligheder med adresse på toppen af Jens-Erik Bechs Vej i Hadsund vil skyde tre en halv etage op i luften, og flere af de almene boliger vil have udsigt over Mariager Fjord, mens samtlige private lejligheder vil have fuld udsigt og sælges efter først til mølle-princippet.
Erfaren rådgiver i spidsen
Jens Nielsen stiftede efter mere end 13 år hos TL Byg rådgivningsvirksomheden f2c ved årsskiftet i 2021. Virksomheden, som har speciale inden for projektudvikling og bygherrerådgivning, tæller nu fire ansatte, der alle har til huse på kontoret i Nørresundby. Direktør Jens Nielsen glæder sig til at følge opførelsen af et de største projekter i den nye virksomheds relativt korte historie.
- Projektet har været længe undervejs, og vi har glædet os rigtig meget til at tage hul på det ekstraordinære byggeri. Selvom vi har meget erfaring med os i rygsækken, er vi fortsat en ung virksomhed. Derfor er det altid spændende at være en del af markante byggerier, der sætter sit præg på sine omgivelser, og det må vi sige, at byggeriet i Hadsund gør, konstaterer den erfarne projektleder og rådgiver.
Flere byggevirksomheder har budt ind på opgaven med opførelsen af den markante etageejendom, og licitationen er faldet ud til Ny-Byg Hadsunds fordel, og de skal derfor stå for opførelsen af byggeriet.
Byggeprocessen på Jens-Erik Bechs Vej forventes påbegyndt i foråret 2022 med indflytning i midten af 2023.
Foruden byggeriet i Hadsund er f2c og Jens Nielsen engageret i flere store byggerier i Nordjylland, herunder opførelsen af 360 boliger i Sæby Bakker.