Cj Group A/S har indgået totalentreprisekontrakt på Sneglehusene - et unikt boligprojekt tegnet af BIG. Byggeriet er snegleformet og indeholder 93 boliger på i alt 9.500 m2. Det er det andet projekt Cj Group udfører i samarbejde med BIG inden for de seneste 2 år. Tækker Group A/S er bygherre på projektet, som er beliggende i Nye i det nordlige Aarhus.
Sneglehusene i Nye
Sneglehusene er med sin utraditionelle spiralformede struktur og varierende højde et unikt og anderledes byggeri. Byggeriet indeholder 93 ejerlejligheder og varierer i højden fra 1 til 4 etager. Bebyggelsens spiral brydes på udvalgte steder, så gårdhaven både visuelt og fysisk bliver forbundet til naboerne og det grønne område.
Cj Group har været involveret i udarbejdelse af dispositionsforslag på Sneglehusene og bidraget med økonomisk og byggeteknisk sparring. Finn Nørkjær, partner i BIG udtaler: ”Vi har været meget glade for samarbejdet med Cj Group på Dortheavej, og vores oplevelse fortsætter på Sneglehusene. Cj Group er gode til, at føre vores arkitektur ud i byggeriet, og samarbejdet fungerer rigtig godt.”
Tækker Group A/S er byudvikler
Jørn Tækker, ejer af Tækker Group A/S er bygherre og er helt utraditionelt gået ind i byudvikling. For ca. 10 år siden købte Jørn Tækker de første jordarealer til byen, og han har siden drømt store tanker om fællesskab, grøn omstilling og deleøkonomi på hidtil usete måder.
Jørn Tækker udtaler: ”Jeg har helt bevist valgt både store og mindre arkitektfirmaer til Nye, og entreprenørerne er også forskellige. Mit foreløbige indtryk af samarbejdet med Cj Group er yderst positivt. Det er faktisk et af de bedste forhandlingsforløb, jeg har været med til. Vi mærker et klart ønske om at lave et optimeret byggeri, der både tilfredsstiller BIG og os, og vi oplever ikke den sædvanlige entreprenørrolle, hvor alt udmyntes i penge ved selv små ændringer. Jeg håber og tror, at byggeprocessen bliver ligeså god, for så har vi fundet en entreprenør, vi gerne vil samarbejde med i fremtiden.”
Nye – en helt ny bydel i Aarhus
Nye er en helt ny og anderledes bydel, der udfolder sig over 1.500.000 etage m2 tæt på Aarhus. Med udsigt til Egå Engsø vokser byen stille og roligt frem. Den skal være bæredygtig i såvel miljømæssig, økonomisk som social forstand, og der er planlagt 8-10.000 boliger med 15-20.000 indbyggere i 7 bydele. Beboerne skal køre i delebiler eller tage Letbanen, haverne skal være fælles og indgå i utraditionelle fællesskaber, og byen skal have flytbare boliger til allergikere.
Cj Group A/S bygger også Radisson RED
Cj Group A/S er en entreprenørvirksomhed med base i Aarhus, der løser projekter inden for erhverv, institution og bolig, primært i Jylland og på Fyn. Virksomheden varetager både nybyggeri og renovering og er aktuelt totalentreprenør på det ambitiøse Radisson RED Hotel i det centrale Aarhus. Cj Group har sammen med BIG opført det præmierede boligbyggeri på Dortheavej i København, som vandt Københavns Kommunes arkitekturpris og ”Lille Arne”. Cj Group A/S er etableret i 2010 og bygger på ansvarlighed, faglighed og kundetilfredshed.