NCC fremrykker boligbyggeri

Efterspørgsel i København får NCC Bolig til at lancere nye lejligheder på Islands Brygge tidligere end planlagt

København oplever i øjeblikket stor efterspørgsel efter ejerlejligheder centralt placeret i byen. De seneste tal fra Realkreditrådet viser et fald i udbuddet på 42 procent på et år, og de store ejendomsmæglerkæder forudser endda mangel på ejerlejligheder. Det mærkes også hos NCC Bolig.

- Vi oplever en klart stigende interesse for ejerlejligheder i de centrale dele af byen, konstaterer Torben Modvig, administrerende direktør i NCC Bolig.
Udviklingen har foranlediget NCC Bolig til at ændre planer for sine byggeprojekter i København. For et par uger siden blev det offentliggjort at to planlagte kontorhuse på Krøyers Plads konverteres til boliger. Og senest har boligudvikleren valgt at sætte lejlighederne i det andet af tre planlagte lejlighedstårne på Islands Brygge til salg tidligere end ellers planlagt.

- Næsten halvdelen af lejlighederne i det første tårn på Havnevigen er solgt og flere lejlighedstyper er tæt på at være udsolgt. Derfor har vi nu valgt at fremrykke lanceringen af det nordligste tårn i Havnevigen.Byggeriet af lejlighederne i det første tårn gik i gang i slutningen af 2012, og forventes klar til indflytning i maj 2014 , fortæller Torben Modvig.

NCC´s udmelding kommer oven på tal fra Dansk Byggeri, som viser, at der i 2013 kun vil blive begyndt byggeri af 9.500 nye private og almene boligeri.  Det er 26.600 færre boliger end på toppen i 2006. Og markant under det gennemsnit på omkring 27.000 boliger, som er blevet bygget årligt gennem de sidste mere end 60 år.