RUM Arkitekter samler aktiviteter

RUM Arkitekter har samlet alle aktiviteter i Horsens efter at have haft tegnestue i både Horsens og Vejle.

Arkitektfirmaets fire partnere, Hanne Flø Stig, Karin Elbek, Anders Johansen og Tom Halling ønsker med samlingen på én adresse at skabe en synergieffekt.

-Vi forfølger vor strategi om at skabe, vedligeholde og videreudvikle et videns miljø. Et godt og højt fagligt miljø. Vi blander kortene indenfor vore kompetencer og forretningsområder, og styrker den faglige udvikling, siger adm. direktør Hanne Flø Stig.

- Det har været vigtigt for os, at alle føler, at de nu starter i ”det nye RUM” - på en frisk. Derfor er der synlige ændringer for alle på tegnestuen i Horsens. Allerede i trapperummet føler man, at man er kommet ind i en slags kreativt værksted, og på reolerne er der kommet nye farver, ligesom der er skabt et vist ”organiseret rod” - med sanselighed. RUM as er blevet en tegnestue med lidt mere kant end hidtil - og det er bl.a. sket efter ønsker fra medarbejderne, siger hun.

-Medarbejderne på tegnestuen arbejder indenfor virksomhedens tre hovedområder. Ofte i grupper med gensidig inspiration i opgaveløsningerne. De tre hovedområder er ”arkitektur”, ”landskab” og ”proces”. Mange af vore medarbejdere holder møder, fører tilsyn og løser opgaver ude hos kunderne, så med samlingen opnår vi også at samle den gruppe af medarbejdere, der i højere grad er til stede og arbejder på tegnestuen - og det håber vi vil styrke både faglighed og arbejdsglæde.

- Flere medarbejdere arbejder med projekter eller oplæg til konkurrencer, hvorfor det faglige miljø har stor betydning på resultatet - på kvaliteten. Vi skal vinde på kvaliteten mere end på geografien. Og her er det glædeligt, at flere af vore erhvervskunder i Vejle har givet udtryk for, at de fokuserer på fagligheden og kvaliteten af vores arbejde, frem for om adressen er i Horsens eller i Vejle, siger Hanne Flø Stig. 

Foto: Med næsten 40 medarbejdere er tegnestuen blandt de største i den sydlige del af Jylland og Fyn området.