Global hæder til arkitekt MAA Jan Gehl

Arkitekt MAA og professor Jan Gehl har modtaget en prestigefyldt pris for sit store bidrag til udviklingen af bykvalitet af den globale organisation Global Forum On Human Settl​ements

Arkitekt MAA og professor Jan Gehl har netop modtaget endnu en prestigefyldt pris for sit store bidrag til udviklingen af bykvalitet af den globale organisation Global Forum On Human Settl​ements. Prisen gives for hans store bidrag til at højne bykvaliteten og evnen til at udbrede budskaber og redskaber, så politikere og planlæggere over hele verden forstår værdien af at skabe byer for mennesker.

Den ærværdige globale pris ”Global Human Settlements Outstanding Contributions Award” blev tildelt den danske verdensstjerne Jan Gehl på FN-arrangementet “The Global Forum for Human Settlements”, som blev afholdt online fra den 15.-16. december. Her holdt Jan Gehl et oplæg for verdenssamfundet som en af dagens hovedtalere og blev hædret med en medalje.

Prisen blev uddelt af det The Selection Committee of Sustainable Cities And Human Settlements Awards (SCAHSA), og tildelingen er begrundet med, at Jan Gehl i sit virke som arkitekt og professor i mere end et halvt århundrede har helliget sig arbejdet med at øge kvaliteten for mennesker i byer og bebyggelser.

”Professor Jan Gehl har været utrættelig fortaler for og ivrigt praktiseret bydesign, hvor mennesket er i centrum, hvilket har bidraget til at skabe mange fremragende fodgængerorienterede byer. Dette har i høj grad ændret den måde, vi planlægger og designer vores byer og lokalsamfund for mennesker og vil fortsætte med at påvirke denne generations planlæggere og arkitekter. Ud fra hans store teoretiske og praktiske indsats forstår og indser vi værdien af det offentlige rum, formålet med byskabelse og betydningen af samspillet mellem liv og form. Han er i sandhed en global mester, leder, tænker, praktiker og pioner inden for bæredygtig byplanlægning og design på menneskelig skala."

Jan Gehl har gennem sit lange virke modtaget et hav af priser og modtog blandt andet Arkitektforeningens Æresmedalje i 2012. Alligevel betyder denne pris noget ganske særligt:

”Det er den største glæde at se, at min forskning og omsorgen for mennesket i byudviklingen, som jeg har agiteret for i mange år, er nået så langt ud i verden –og nu også anvendes i udviklingslandene. Pointen er jo, at det er enkelte redskaber, der skal til, som er billige og kan bruges af alle og med det samme – uanset om man arbejder med udvikling i København, New York eller New Dehli”.  

Om Global Forum on Human Settlements

Global Forum on Human Settlements (GFHS) er en global non-profitorganisation, anerkendt af FN-systemet, som er forpligtet til at levere en verdensplatform for dialog på højt niveau og fremme bæredygtige byer og menneskelige bosættelser for alle. GFHS er lovligt chartret i staten New York, USA.