Nordkraft
Østerbro 19
9000
Ålborg
Danmark
Et hus fuld af kultur fra det fine til det folkelige var svært at forestille sig for 10 år siden, da Nordkraft var et forladt kraftværk beboet af duer og isnende kulde. Nu hvor DGI også er flyttet ind i det kolossale byggeri, er det svært at forestille sig andet end et hus fuld af aktivitet og energi. Det stærke ved projektet er, at industriarkitekturen ikke er gemt væk, men træder frem og giver stedet en medfødt identitet og charme. Direktør for DGI, Troels Knudsen, fortæller begejstret:
- Nordkraft kan holde til meget mere end et idrætsbyggeri, og da vi samtidig går bevidst efter at bygge idrætsfaciliteter i åbne, lyse rum, hvor der er udkig til omverdenen, har Nordkrafts lokaler været meget inspirerende at bygge i.
Det er selvfølgelig ikke ukompliceret at kombinere så mange funktioner og interesser på én adresse, men det giver også en uvurderlig synergieffekt. Her er aktivitet for alle aldre fra morgen til aften. DGI åbner et nyt idrætshus, men en række lokale idrætsforeninger slår sig også ned i Nordkraft. Meget snart følger Teater Nordkraft, som er de tidligere lokale teatre Jomfru Ane Teatret og Jako-Bole Teatret. De bliver placeret under DGI, i niveau med forpladsen og biografen Biffen, som betyder, at logistikken er på plads i forhold til kulisser og udstyr. Over DGI rykker Aalborg Musikskole ind i den nedhængte sorte boks, der tydeligvis er et adderet element i den tidligere industribygning.
Mens første del af ombygningen omfattede rum og bygninger, der var mindre enheder og meget oplagte til at bruge til nye funktioner, er anden etape her noget anderledes. Den består af en mellembygning med 13 niveauer, hvor der i sin tid stod to ikoniske stålskorstene på, og en kolossal kedelhal mod øst, der har en meget industriel arkitektur. Alle dele af Nordkraft er bygget sammen og de er fortsat sammenhængende, hvor en fin logistik er opbygget omkring et indre gadeforløb.
Læs mere om 1. etape af Nordkraft.
Det er Cubo Arkitekter A/S, der fungerer som totalrådgivere, efter de vandt konkurrencen i 2006. At løse opgaven med at bringe en meget lang stribe kultur- og undervisningsinstitutioner ind i den store bygning er ikke blot et spørgsmål om arealer og flugtveje. For tegnestuen har det i høj grad også været opgaven at fastholde den røde tråd, der løfter Nordkraft til et arkitektonisk værk. Nordkraft bevarer hele vejen sit rå og usminkede udtryk, særligt indenfor. Alt der tilføjes, som installationer, trapper og flugtveje, er tydeligvis selvstændige elementer, der passer ind med deres egen æstetik.