Lyseng Idrætscenter
Lysengvej 1 A
8270
Højbjerg
Danmark
Lyseng Idrætscenter er fra dag 1 en succes med glade brugere på alle tider af døgnet. Det har længe været et ønske at få en håndboldhal til området, og det er lykkedes Fonden Lyseng Idrætscenter. Idrætscentret rummer udover en håndboldhal også en stor sal med indbygget springgrav. Disse store, højloftede rum ligger i forlængelse af hinanden. På førstesalen er der et godt, stort rum til fitness med vinduespartier til flere verdenshjørner og en lille sal med spejle til gymnastik, dans og leg. Denne sal har en flot, orange foldedør til caféen, der derved lejlighedsvis kan servere til et større selskab eller på en anden måde samle arealet på balkonen ved caféen med den lille sal.
Den nye idrætshal bliver et samlingssted for alle generationer, men især for børn, der også vil have glæde af de mange faciliteter i skole- og SFO-tiden. Bygningen kan aflåses sektionsvis, så man f.eks. kan låse sig ind til fitness, men ikke til den store hal. Fodboldspillerne fra Lyseng IF, der spiller på de nærliggende baner, har også deres egen indgang og omklædning.
Udover traditionel sport er idrætscentret tænkt som et fleksibelt hus, der også kan bruges til musik, teater, foredrag og stormøde. Udefra er bygningen næsten forbundet med Lyseng Svømmebad, det vil sige, at indgangene ligger lige over for hinanden og vil derfor gøre området mere livligt med både færdsel og sportsglade mennesker, der mødes.
Ude såvel som inde er bygningen tænkt i robuste, velkendte materialer. Her er det idrætsaktiviteterne, der udgør det sprælske, udover en gennemgående orange farve, der på en enkel måde giver sammenhæng og modspil til de ellers betongrå flader. Betonelementerne står ubehandlet, og det fungerer fint på et sted, hvor det er resultatet, der tæller. For at bløde op på de meget hårde flader er der anvendt rigtig mange kvadratmeter Troldtekt på både lofter og vægge. En betydningsfuld prioritering i byggeriet er de mange store vinduespartier, der giver dagslys og stemning til både den store hal og de mindre sale.
Idrætshallen er opbygget med hallerne parallelt med servicefunktionerne i to etager. Det giver en tæt kontakt for brugerne, og man følger meget med i aktiviteterne på banerne. Allerede ved indgangen sikrer et stort glasparti, at man hurtigt kan se, om der er aktiviteter i den store hal. En fuldglasvæg med en pinolhængt dobbeltdør integreret er leveret af Deko loft + væg p/s. I den ellers rå indretning fremstår glaspartiet ekstra elegant. På samme måde med de orange døre og øvrige detaljer – det virker ikke som neon-orange, men opfriskende og passende til et livligt hus. I den store hal er der integreret store rulleskuffer med orange fronter til bander, stole, mål, net m.m. Omklædningsfaciliteterne ligger tæt på banerne med indgang under balkonen. Omklædning til fitness ligger dog ovenpå, tæt på det lokale.
På elegant vis er der skabt mange kig på tværs af de mange funktioner, der giver en fin oplevelse af liv og aktivitet.
EMR Murer & Entreprenør A/S har været totalentreprenører på projektet og har derudover leveret de mange betonelementer fra egenproduktion. Murer- og tømrerarbejdet er også udført af EMR Murer & Entreprenør A/S, mens de øvrige håndværkere, der er entreret med, er fra midtjyske firmaer. Keld Thisgaard fra EMR Murer & Entreprenør A/S, afdelingsleder i Nørre-Snede, fortæller, at opførelsen af Lyseng Idrætscenter har været en meget fin proces med et godt samarbejde.