Hempel
Lundtoftegårdsvej 91
2800
Kgs Lyngby
Danmark
Skibsmaling er nok det første, man tænker på i forbindelse med Hempel, og virksomheden har da også været blandt verdens førende på området siden starten i 1915, men firmaet har siden udviklet en langt bredere palet af produkter til industriel, dekorativ, container og yacht segmenterne.
Hempel er nu en global virksomhed, der beskæftiger 5.000 ansatte i 45 lande, men hovedsædet er stadig i Danmark. Det nye domicil skal huse Hempel Gruppens HQ for 100-120 medarbejdere og er tegnet af Årstiderne Arkitekter A/S. Efter byggeriet gik i gang, har arkitektfirmaet stået som rådgiver for totalentreprenøren 5E Byg A/S, der vandt udbuddet. Rambøll A/S har leveret udvalgte ingeniørydelser.
Den tre etager høje bygning har en rektangulær grundform, mens en trekantet indskæring på den ene facade i de to nederste etager vinkler en del af facaden ud mod ankomstområdet, og således markerer hovedindgangen. Indskæringen følges op af modsvarende indskæringer i den anden ende af huset, der giver plads til små, trekantede, udendørs terrasser på første og anden sal.
Et stort ovalt ovenlys, der løber i en stor del af husets længde giver gennem tilsvarende ovale udskæringer i etagedækkende lys til etagerne og det store atrium. For at tilføre ekstra dynamik er ovalerne let roterede i forhold til hinanden.
Stueetagen rummer receptionsområde og foyer, kantine med køkken, mødelokaler og kontorer, mens første og anden sal er udlagt til kontorer, mødelokaler og andre faciliteter. I kælderen er der afsat plads til blandt andet museum, fitnessrum, arkiver, teknikrum og diverse sekundære faciliteter. Lidt usædvanligt for et moderne kontorhus er der cellekontorer til en eller op til otte medarbejdere på alle etager. Dette giver den bedst mulige arbejdssituation for den enkelte medarbejder, som der netop har været fokus på fra starten af projektet.
Det meget smukke centrale rum er på alle måder husets hjerte og omdrejningspunkt. Flot svungne trappeforløb og gangbroer på tværs af de ovale åbninger tilfører rummet stor dynamik.
Inspirationen kommer fra de spiralformer, der opstår, når man rører i en spand med maling forklarer partner i Årstiderne arkitekt Anders Kærsgaard: