Porthuset og Købmandsgården
Vadstrupvej 21
2880
Bagsværd
Danmark
Historikerne mener at vide, at Bagsværd betyder ”bakke eller skråning med fyrretræer”. Det er ganske betegnende for området nordvest for København. For Bagsværd var indtil for 100 år siden dansk landbrugsland; men så kom jernbanen til Bagsværd (1906) og dermed også storbyens ekspansion. Fra at være bøndernes landsby blev Bagsværd en station på Slangerup-banen og i det åndedrag en forstad til København.
Alligevel er bydelens udvikling sket stille og roligt siden og uden byggeprojekter af de helt truende proportioner. Modsat naboen Gladsaxe, hvis kommune Bagsværd ligger i, som allerede i 60’erne fik sine ”Høje” boliggiganter, udmærker Bagsværd sig mest ved mange villaområder og tæt-lav bebyggelse. Der er undtagelser med ganske tætbefolkede kvarterer med almenboliger, men den gennemsnitlige udviklingskurve har været flad.
Indtil nu.
For måske er dette byggeprojekt starten på en ny ”høj” epoke i Bagsværd: Købmandsgården med ti etager; Porthuset med otte.
Forhistorien er, at ejendomsselskabet Dades i 2016 overtog et projekt fra Sophienberg Gruppen med boliger og blandet erhverv. Projektet gik dengang under navnet Solhusene og Købmandsbyen; det blev siden ændret til Bagsværd Bypark.
Lokalplanen åbner for byggeri i op til ti etager; den byggeret udnyttes nu fuldt ud af et tilpasset og udvidet projekt, begået af arkitektvirksomheden Mangor & Nagel A/S.
Bagsværd Bypark er dermed en realitet med de første to ejendomme, realiseret i en samlet totalentreprise, som G.V.L. Entreprise A/S har leveret: 154 boliger, næsten samtidig færdiggjorte og alle til udlejning. 71 boliger i størrelser fra 75 til 133 kvm er placeret i Porthuset, der råder over etagehøjder op til 6. sal (7 etager), mens Købmandsgården, der meldes færdig i det sene efterår, rejser sig hele ti etager med 83 lejeboliger og en majoritet omkring de 100 kvm, der anses for at være ideelt til den mindre familie.
Det er adresserne Vadstrupvej, Krogshøjvej og Laurentsvej, der er i spil. Mens Porthuset er placeret langs sidstnævnte med fire opgange, ligger Købmandsgården med sin markante skyline og danner grænse til de to første. Ejendommen har otte opgange.
G.V.L. Entreprise overtog i 2016 et projekt, der siden Solhusenes dage havde været gennem en del ændringer og justeringer. Resultatet er to ejendomme, opført efter kendte og afprøvede principper: Betonelementer i form af bærende facadevægge, kombineres med søjler og dæk, disponeret i vekslende etagehøjder og med sektioner løftet på søjler som virkemidler for at skabe variation og nedskalering af de iøjnefaldende volumener. Med til at opnå det resultat er også anvendelsen af flere murstensfarver og forbandt på de teglbeklædte elementer.
Ejendommene giver plads for boliger, men også til dagligvarehandel og caféliv.
– Bebyggelsen skal skabe liv i området og ved sin udformning og anlæg invitere til udfoldelse for områdets beboere i alle aldre, oplyser G.V.L. Entreprise. Derfor anlægges også legeplads, løbebane, boldbaner og gårdmiljøer til ophold og samvær i både stueplan og på taget af butikkerne; dermed skabes der aktivitet og mulighed for fællesskab, der gør bydelen til et levende og attraktivt område at bo og færdes i, vurderer G.V.L. Entreprise A/S.