Første spadestik til Europaskolen

Torsdag den 9. juni tages første spadestik til byggeriet af en ny skolebygning til Europaskolen i Carlsberg Byen

Torsdag den 9. juni tages første spadestik til byggeriet af en ny skolebygning til Europaskolen i Carlsberg Byen. BAM Danmark A/S står for byggeriet. Med på teamet er tegnestuerne Vilhelm Lauritzen og NORD Architects samt EKJ rådgivende ingeniører og BAM Advies & Engineering.

En Europaskole i København har længe stået højt på ønskelisten hos politikere og erhvervslivet, og i 2014 slog Europaskolen dørene op for de første elever i midlertidige lokaler på skolen i Sydhavnen. Skolen er dog tiltænkt en permanent placering i Carlsberg Byen, hvor første spadestik nu tages til en ny skolebygning, som Europaskolens elever og lærere flytter ind i løbet af skoleåret 2018/2019.

Spadestikket er en vigtig milepæl for Carlsberg Byen, hvor visionen er at skabe et levende og mangfoldigt bykvarter med liv både inde i og mellem husene, og Europaskolen får netop en transparent og meget åben facade, som gør, at indeliv og udeliv flyder sammen.

Moderne skolebygning

Bag opførelsen af den nye skolebygning står BAM Danmark A/S. Med på teamet er tegnestuerne Vilhelm Lauritzen og NORD Architects Copenhagen samt EKJ rådgivende ingeniører og BAM Advies & Engineering. Europaskolen opføres som et ca. 14.000 m2 nybyggeri, der spænder over fem etager. Foruden undervisningslokaler vil byggeriet også omfatte fritidstilbud, idrætshal og udearealer. Skolebygningen placeres centralt i Carlsberg Byen, på hjørnet af Pasteursvej og Ny Carlsberg Vej, mellem gamle, bevaringsværdige bygninger.

”Hos BAM Danmark er vi glade og stolte over at kunne være med til at tage det første spadestik til Europaskolen i Carlsberg Byen. Europaskolens nye skolebygning bliver et moderne svar på en skole, der arkitektonisk refererer til sine historiske omgivelser. Vi har lagt stor vægt på at skabe et byggeri, der giver et godt skoleliv for børnene samtidig med, at byggeriet passer ind i Carlsberg Byen”, siger Bo Svendsen, adm. direktør for BAM Danmark A/S.

Med sin centrale placering i Carlsberg Byen og den gode kollektive transport til og fra det nye bykvarter, skal Europaskolen tiltrække elever fra hele hovedstadsområdet og være et særligt tilbud i Ørestadsregionen. Europaskolen flytter ind i den nye skolebygning i løbet af skoleåret 2018/2019. Og det ser Jens Nyhus, adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, frem til.

- Europaskolens elever, forældre og lærere kommer fra mange forskellige lande og vil bidrage til at skabe et levende bykvarter til gavn for alle københavnere,  siger Jens Nyhus og fortsætter.

- Til gengæld tilbyder vi skolens elever og ansatte et bykvarter med grønne områder, kulturelle aktiviteter, boldbaner og legepladser, alt sammen lige uden for døren. Desuden vil Carlsberg Station, de grønne gangarealer og cykelstier samt den gode infrastruktur omkring Carlsberg Byen i øvrigt være med til at gøre det nemt for både elever og ansatte på skolen at komme hertil.

Byggeriet af den nye Europaskole finansieres af Københavns Kommune, Realdania, Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden og Industriens Fond.

Første spadestik foregår torsdag den 9. juni kl. 12.00 med taler ved overborgmester Frank Jensen (S), Pia Allerslev (V), børne- og ungdomsborgmester og adm. direktør i Carlsberg Byen Jens Nyhus.

 

Om Carlsberg Byen

I løbet af de næste otte til ti år bliver den historiske bryggerigrund – centralt placeret mellem Vesterbro, Valby og Frederiksberg – forvandlet til et nyt kvarter i København, hvor moderne arkitektur spiller sammen med områdets mange smukke, bevaringsværdige og fredede bygninger. 25 byrum skaber rammen om et byliv, hvor der både er liv inde i bygningerne og mellem bygningerne, ligesom et miks af boliger, butikker, caféer, kontorer samt uddannelses- og kulturinstitutioner er med til at skabe et mangfoldigt og levende bykvarter.

Den kollektive trafik til og fra området sikres gennem en ny og moderne S-togsstation, Carlsberg Station, der står færdig 3. juli 2016. Et fintmasket net af cykelstier vil tilbyde cyklister hurtige og sikre forbindelser, mens der også er tænkt på bilisterne med gode parkeringsforhold i underjordiske parkeringskældre.

Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S ejes af Carlsberg, Realdania, PFA Pension, PenSam og Topdanmark.

Om BAM Danmark A/S

BAM Danmark A/S er et datterselskab til BAM Bouw en Techniek bv og en del af Royal BAM Group nv som omsætter for mere en 55 mia. DKK om året og beskæftiger 23.000 medarbejdere på verdensplan.  BAM Danmark A/S har erhvervs-, institutions- og anlægsbyggeri inden for alle sektorer som markedsfokus.