Vejle-firma bygger luksusboliger på Sjælland

STB BYG stikker spaden i jorden på Pottemagergrunden i Næstved til marts, hvis frosten har forladt jorden. De 15 luksuriøse boliger forventes at stå klar til indflytning i foråret 2017

Der bliver privat parkeringskælder med elevator op til boligerne, som alle er i et plan. Beliggenheden er særdeles attraktiv tæt på både centrum og indfaldsveje og med udsigt mod byen eller Susåen. Lejlighederne, der er tegnet af Lundhilds tegnestue i Horsens med Oluf Jørgensen A/S som rådgivende ingeniørfirma, varierer i størrelse fra 85 m² luksus til 190 m² ekstravagant penthouse med tagterrasse.

”Det ligger noget uden for vores normale forretningsområde, ” erkender adm. direktør i STB BYG, Jens Winther. ”Vi købte grunden for flere år siden, men så kom finanskrisen, og projektet blev stillet lidt i bero. Nu er lånemulighederne igen fordelagtige, og interessen for projektet er da også ganske betragtelig. Vi har på forhånd solgt seks lejligheder, inden køberne har kunnet se så meget som en mursten, så jeg føler mig ret overbevist om, at resten hurtigt bliver solgt, når byggeriet begynder at tage form.”

Holmegaard glas og Kähler keramik

Pottemagergården består af tre sammenhængende bygninger med fælles parkering i kælderen. Hver bygning toppes af en penthouselejlighed i varierende størrelse.

De nye boliger, der er beliggende mellem Havnegade og Farvergade, tager historien med sig i navnet Pottemagergården, fordi her for mange år siden var flere pottemager-virksomheder samlet. Arkitektonisk bliver der i det ydre også bygget i respekt for fortiden og de smukke nabobygninger, mens indretningen er moderne og åben med lyst interiør og adgang til store udearealer i form af altaner.

Næstved blev grundlagt i 1135 af flere munkeordener, og området byder på mange fortidsminder. Kendte produktionsvirksomheder som Holmegaard Glas og Kähler Keramik stammer oprindeligt fra Næstved, der også er kendt som trafikalt knudepunkt for jernbanen. Byen er med sine 42.588 indbyggere Sjællands femtestørste by.

Flere byggerier på Sjælland

For STB BYG er det måske nok nyt selv at stå som bygherre, men firmaets signatur er at finde på flere og flere sjællandske byggepladser. ”Vi er blevet taget rigtig godt imod på Sjælland, og vi bliver indbudt til stadig flere prækvalifikationer, som fortsat vil være vores primære måde at drive forretning på, ” fortæller Jens Winther.

STB BYG A/S startede oprindelig i 1956 som en traditionel tømrervirksomhed, men har siden udviklet sig til en velkonsolideret og fremsynet entreprenørvirksomhed – STB Entreprise, der udfører total-, hoved- og fagentrepriser for såvel offentlige som private bygherrer i hele Danmark samt en selvstændig murer-, tømrer- og snedkervirksomhed -  STB Håndværk, der har base i Jelling. Samlet beskæftiger virksomheden omkring 100 medarbejdere, hvoraf ca. 60 er håndværkere.

Foto: Pottemagergården bygges på en af Næstveds absolut bedst beliggende grunde.