Sjovere byrum med skybrud

Fire projekter til i alt 12 millioner skal vise, hvordan skybrud kan skabe sjovere og bedre byrum

Klimatilpasning er meget mere end kloakrør under jorden og kedelige render, som samler affald og står ubrugte hen, når det ikke regner.

Det skal Viborg, Gladsaxe, Solrød og Frederiksberg demonstrere i løbet af det næste år, når de fire kommuner i tæt samarbejde med deres forsyningsselskab og et stærkt felt af rådgivere tager hul på udviklingen og realiseringen af klimainitiativet VANDPLUS.

Bag VANDPLUS er et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden og Realdania, der i samarbejde med Naturstyrelsen uddeler 12 millioner til udvikling og anlæg af de fire demonstrationsprojekter. De fire projekter er udvalgt, fordi de udgør eksempler på en række typiske steder og byrum, hvor investeringer i klimatilpasning kan skabe helt nye værdier for borgerne og byerne.

I Viborg skal et stort klimatilpasningsområde udvikles til byens nye rekreative vandpark og være linket mellem den historiske by og et kommende boligområde.  I Gladsaxe skal klimatilpasning vise, hvordan et traditionelt idrætscenter kan udnytte udendørsarealerne til uformelle aktiviteter med særligt fokus på piger og ældre. I Solrød skal et typisk overskudsareal omdannes til et kombineret regnvandsbassin og nyt shared space for områdets beboere og gymnasium.  Og i Frederiksberg skal Lindevangsparken vise, hvordan en traditionel bypark kan bringes up to date som klimaeksperimentarium og tænkes sammen boligsociale indsatser.

”Projekterne viser, at hvis man er kreativ, kan klimatilpasning være meget mere end kæmpe kloakker og have stor værdi for indbyggerne i byerne. Når man samtidig tænker grøn byudvikling ind i en større sammenhæng, så kan klimatilpasning være med til at skabe rekreative områder og nye muligheder i byerne, samtidig med at vi undgår dyre og ødelæggende oversvømmelser. Det har et enormt potentiale i forhold til at fungere som inspiration for både andre danske byer og ikke mindst for udlandet,” siger miljøminister Ida Auken.

Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, uddyber: ”De udvalgte projekter rummer alle potentiale, der kan inspirere andre til at udvikle klimatilpasningsprojekter, som også kan bruges rekreativt og til forskellige aktiviteter. Lokale og Anlægsfonden har tidligere været med til at udvikle kombinationen af regnvandsopsamling og skateanlæg i Rabalderparken i Roskilde og vandaktivitetspark i et regnvandsbassin i Selsmosen i Høje Taastrup. Med VANDPLUS håber vi at se næste generation af innovative tekniske anlæg, somkombinerer regnvandshåndtering med aktivitet og bevægelse.”

Også Flemming Borreskov, adm. direktør i Realdania, ser store perspektiver i VANDPLUS: ”For os er det afgørende, at klimatilpasning ikke blot fungerer som løsning på akutte klimamæssige udfordringer, men også skaber en rekreativ og social merværdi. Med VANDPLUS ønsker vi at sikre, at de kommende års massive investeringer ikke blot bliver brugt til rene vandtekniske anlæg og – populært sagt – kæmpe rør under jorden, men at kommuner og forsyningsselskaber tænker i at udforme de klimatilpasningsmæssige funktioner, så de samtidig kan medvirke til at opgradere vores bymiljøer, skabe et aktivt byliv og øge livskvaliteten for alle.”

VANDPLUS-projekterne vil i løbet af de næste måneder blive udviklet i samarbejde med partnerskabet, Naturstyrelsen og et særligt advisory board bestående af en række eksperter inden for byrum, vandteknisk viden, bevægelse og organisering.

Advisory boardets medlemmer er arkitekt Søren Nordal Enevoldsen fra SNE Architects, Jens Christian Riise fra Niras, Maria Keinicke fra Keinicke og Overgaard samt Birgitte Hoffman fra Aalborg Universitet.

Projekterne præsenteres på en åben og gratis konference d. 5. september 2013, hvor også Miljøminister Ida Auken deltager.