Rejsegilde på fem punkthuse i Århus

Fem punkthuse opdelt på 87 lejligheder på Olof Palmes Allé i Aarhus forventes afleveret august næste år

I 2011 indgik PKA aftale om opførelse af et byggeprojekt på fem punkthuse opdelt på 87 lejligheder på Olof Palmes Allé i Aarhus og i sidste uge blev der holdt rejsegilde på byggeriet, der forventes afsluttet august 2013.

Byggeriet er tegnet af Arkitektfirmaet Henning Gudnitz & Partnere i samarbejde med projektudvikleren Rescale, og ejendomsforvaltningsselskabet DEAS (tidligere Dan-Ejendomme as) er bygherrerådgiver. Vildbjerg-firmaet JCN står for totalentreprisen.
DEAS er bredt forankret i Aarhus-området og har gennem flere år stået som bygherrerådgiver på forskellige byggeprojekter, senest ”Udsigten” i Viby. Regionsdirektør Erik W. Bundesen, som har indgående erfaring med rådgiverrollen, er ankermand på projektet på Olof Palmes Allé. 

For JCN er der tale om den 3. store totalentreprise i Aarhus, som samtidigt markerer firmaets formelle indtræden i området. Den nyansatte regionschef Lars Adamsen står fremadrettet i spidsen for denne indsats.

Bebyggelsen består af 5 markante punkthuse i 5 hhv. 7 etager og kommer til at indeholde i alt 87 lejligheder med arealer fra 68 kvm til 122 kvm.

Alle lejligheder får store altaner og flot lysindfald. De største lejligheder indrettes med to badeværelser og to altaner.
Ejendommen ligger op til Vestereng-området med rekreative grønne arealer, stisystemer og tæt på det nye store Universitetshospital og de mange vidensarbejdspladser i Skejby-området.

Byggesummen er på 160 mio. kr.

Foto:Olof Palmes Allé, Aarhus – Etape 2. Byggeriet består af fem blokke på hhv. 5 og 7 etager.