Kulturværftet i Helsingør, der rummer bibliotek, museum, multifunktions-sale, konferencelokaler og café er blevet hædret med Tyndpladegruppens Arkitekturpris 2011 på 100.000 kroner.
Prisen, som nu er uddelt for tredje gang, er oprettet af Tyndpladegruppen, en sammenslutning af leverandører af tyndplader til byggeriet.
- Efter sin gennemgribende ombygning udtrykker den krystallinske, sejlinspirerede facade i glas og tyndplader på fornem vis en markant, moderne identitet, som går i dialog med det historiske havneområde, fremhævede Tyndpladegruppens formand, Lars Nørskov Pedersen, administrerende direktør i Muncholm A/S, da han motiverede valget af Kulturværftet som vinder af arkitekturprisen.
Den nye facade omslutter værftets robuste bygningsmasse i én rumlighed, som spiller flot sammen med byen og Kronborg, og skaber en oplevelsesrig helhed med sin forening af fortid, nutid og fremtid.
Anders Tyrrestrup, arkitekt og partner i den århusianske tegnestue AART architects, som vandt den konkurrence Helsingør Kommune udskrev for at realisere Kulturværftet, og hvis værk nu er blevet præmieret, har da også netop villet skabe en egen, ny identitet for byggeriet og samtidig forholde sig til omgivelsernes historiske værdi og det gamle værftsområdes pragmatik.
- Det kan læses i de sejlformede formationer, hvormed vi integrerer bygningen i den maritime atmosfære, mens den bagved liggende hvide stålkonstruktion giver associationer til det industrielle og de hvide Store Bælt-færger, værftet byggede i sin tid, siger Anders Tyrrestrup.
Til byggeriet er blevet anvendt ca. 1.200 kvm perforerede plader til solafskærmning (ca. syv ton) samt 300 kvm lukkede plader (ca. 2,3 ton) - desuden er der brugt perforerede plader på undersider af alle gangbroer.