P-hus opføres i Offentligt Privat Partnerskab

Region Midtjylland overlader drift og vedligeholdelse af kommende p-hus ved Regionshospitalet Randers til OPP-selskab

Politikerne i Region Midtjylland kender ikke bare prisen på at opføre det kommende parkeringshus ved Regionshospitalet Randers. De ved også præcis, hvad p-huset kommer til at koste borgerne i vedligeholdelse de næste 30 år.

Regionen har valgt at få projektet opført i Offentligt Privat Partnerskab (OPP), hvor private selskaber står for alt fra finansiering og projektering til opførelse, drift og vedligeholdelse. Til at udføre opgaven har Region Midtjylland valgt landets mest erfarne OPP-team, idet der er indgået samarbejde med et selskab bestående af Dan-Ejendomme, DnB NOR Bank og MT Højgaard.

Team med OPP-erfaring

Samme team er med i ejerkredsen af Vildbjerg Skole, som er Danmarks første egentlige OPP-projekt. Teamet står også bag Tinglysningsretten i Hobro og Ørstedsskolen i Rudkøbing, opført og drevet for henholdsvis Slots- og Ejendomsstyrelsen og Langeland Kommune.

- Vi er et godt team, fordi alle tre parter fokuserer på bæredygtige og langsigtede løsninger. Derfor er vi konkurrencedygtige og formår samtidig at gøre projekterne til gode investeringer for alle involverede, siger Asser Olesen, Senior Relationship Manager i DnB NOR Bank, der er en af Skandinaviens største finansielle virksomheder.

P-huset skal bygges af MT Højgaard, som er landets største bygge- og anlægsvirksomhed, og her er der glæde over igen at skulle opføre et projekt i OPP.

- OPP-projekterne tager altid udgangspunkt i et meget grundigt samarbejde, hvor vi får vendt hver en sten og nøje får afstemt kundens forventninger til projektet. Og da vi samtidig selv er involveret i drift og vedligeholdelse, går vi ikke på kompromis med kvaliteten af materialer. Det medfører både en meget tilfredsstillende byggeproces og et færdigt produkt i topklasse, siger Svend Andreasen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

God totaløkonomi

Kvaliteten af det færdige byggeri er væsentligt for, at det kan betale sig at indgå en OPP-kontrakt. Her spiller det en stor rolle, at der allerede i projekteringsfasen bliver valgt materialer, som tager hensyn til fremtidens drift og vedligeholdelse.

- Netop vores fælles fokus på kvalitet og langsigtede løsninger betyder, at vi opnår en god totaløkonomi. Vores store styrke – og en generel fordel ved OPP – er, at vi ser på totaløkonomien over de næste 30 år, og ikke bare fokuserer på at opnå den billigste pris her og nu, siger Lars Olaf Larsen, afdelingschef i Dan-Ejendomme.

Arbejdet med at opføre p-huset begynder i august 2011. Huset får 450 p-pladser og åbner juni 2012.