KPMG
Osvald Helmuthsvej 4
2000
Frederiksberg
Danmark
Moderne arkitektur kan være et køligt, maskinproduceret vidnesbyrd om fænomenale regneprogrammer og industriens præcision. Maskiner før mennesker, arkitekturens triumf over sjæl og legeme.
Men ikke altid.
Netop vidensamfundets digitalt styrede design og logaritmernes artistiske færdigheder kan mestre en episk arkitektur, hvor dobbeltkrumme konstruktioner, spidse vinkler og overraskende geometrier uforligneligt vil spejle tilværelsens uendelige dynamik.
Hvis man altså forstår at bruge værktøjerne.
Hos 3XN arkitekterne ser det ud til, at den eksamen er bestået. Hos disse fabulerende bygningskunstnere har fascinationen af krystallinske miljøer – andre kalder dem klipper, fjelde og bjerge – ført til ret så usædvanlige resultater. Arkitekternes projekter rejser sig som granitformationer, plateauer, vekslende med tinder og kløfter, illuderende naturens vældige kræfter; geometriske kompositioner kan fremtræde med en faretruende hældning, som ville søjlerne om få sekunder styrte til jorden med et brag. Men de gør det ikke, for endnu stærkere kræfter holder dem på plads; netop som vi oplever det i bjergenes massiver.
Det er malerkunstens abstraktioner og musik i tolvtoner, der nu fortolkes af arkitekter. Bygninger af beton, glas og stål har smidt de retvinklede lænker og rejser sig som fri kunst.
Sådan har vi oplevet 3XN i projekter til Tuborg i Hellerup (Saxo Bank og Horten); temaet er fortsat i FN Byen på Marmormolen i Københavns havn, og det er finjusteret på adressen Osvald Helmuthsvej 4 på Frederiksberg.
Her bor revisionsselskabet KPMG.
Og det kan man godt være stolt af. KPMG i København var vokset ud af de hidtidige rammer i en kontorbygning fra 1980erne på Borups Allé. Og at være finansiel og organisatorisk rådgiver for de største konglomerater kræver en betydelig grad af tillid med en til grund herfor liggende troværdighed. Den kvalitet er spejlet i det nye domicil.
For de internationalt orienterede revisorer og virksomhedsrådgivere har afsæt i to paradigmer; virksomhedens historie, der rækker tilbage til 1870*, men samtidig orienteringen mod fremtiden som en progressiv og fleksibel, videnbaseret udbyder af centrale services. De signaler er materialiseret: Det fremragende og fremadskuende hus er nabo til resterne af Frederiksberg Gasværk, som herfra bedrev sin energiforsyning indtil midten af 1960erne. De fleste bygninger og gasbeholdere er revet ned, kun målerstationens ornamenterede teglmure af arkitekten Gotfred Tvede fra 1895 ligger tilbage som en stille nabo og et historisk monument. Selv vejnavnene emmer af historie, nu fra det livlige frederiksbergske teatermiljø: Marguerite Viby, Osvald Helmuth, Dirch Passer. Endelig er den arkitektoniske ekspressionisme iklædt forrygende kunst, også fra vor tid javist, men med sine rødder solidt sænket i fjerne århundreder.
Find andre byggerier på oversigtskortet