Skiferrækkerne

Det betalbare alternativ til at bo i etageejendommenes stabler er at bo i rækker. Det demonstrerer et nyopført projekt på det østlige Amager: Skiferrækkerne, realiseret som 38 boliger i to stokke, er et tilbud til især de nystiftede børnefamilier om et rekreativt hjem, et bæredygtigt sted at leje sin bolig.

Projekteret af Trine Schneider Arkitekter ApS er rækkehusene produceret i et tæt samarbejde mellem projektudvikleren Tetris, totalentreprenøren er Rasmus Friis A/S; at disponere over så mange led i byggeriets forsyningskæde betyder også, at der er mange knapper at skrue på.

I en tæt dialog fødes ideerne i et fælles sprog og en samlet forståelse at optimere og skabe de rigtige løsninger.

– Vel at mærke fra starten og ikke undervejs i en proces, understreger entreprisechef hos Rasmus Friis A/S, Jacob Jørgensen.

– At udførende entreprenør, arkitekt og bygherre sidder på samme side af bordet, er ikke sædvanen i en totalentreprise, bemærker Jacob Jørgensen.

Og samarbejdet begrænser sig ikke til metoder og materialer, men adresserer også de overordnede konceptuelle forhold som at udvikle en boligbebyggelse, der inspirerer til samvær og fællesskab for de – i dette tilfælde – unge familier med børn.

– Styringsentreprenøren Rasmus Friis A/S trækker på erfaringer fra tidligere lignende projekter og er på vej med flere, som tænker både bolig og det fælles liv omkring boligen ind i projekteringen, snart også med seniorerne som målgruppe, oplyser Jacob Jørgensen.

Resultatet af de processer er kvalitet fra de øverste hylder, men til en overkommelig byggesum på omkring kr. 15.000 pr. kvm.

Det har været afgørende at holde udlejningsprisen nede på rimelige kr. 1600 pr. kvm p.a., et godt redskab i kampen mod den benhårde konkurrence fra den nærliggende Ørestads serieproduktion af boliger til både at leje og eje.

Ambitionsniveauet lå fra starten højt med et designudtryk, inspireret af Piet Mondrians kubistiske farveunivers. Farvekortet blev ganske vist undervejs ændret til, at alene terrassedøres rammer skifter farve i sprælsk gult, blåt, rødt og grønt. Alligevel: Netop den detalje springer i øjnene som omhuens fint slebne ædelsten. Nogle gange er det faktisk rigtigt, hvad man hører, at ”less can be more”. Det er det her, hvor Mondrians formsprog er fastholdt i arkitekturens anvendelse af rektanglets stramme geometri. Vindues- og dørformater og facadebeklædningens komponenter er alle parafraser over rektanglets ellers lakoniske matrix; og tilsammen fortæller de en historie med dybde og substans for den, som er i stand til at afkode budskaberne. Faktisk netop som forudsætningen var for at værdsætte den hollandske kubists værker.