Byrum i beton til elsket digter

Specialdesignede betonelementer, herunder grafisk beton, er anvendt til skabelsen af byrummet Tove Ditlevsens Plads på Vesterbro

”Hver kvinde står mellem disse to, forelsket, elsket og ren. En gang hvert hundred år kan det ske, de smelter sammen til en”. Sådan lyder nogle af ordene i digtet ”De evige tre”, skrevet af Tove Ditlevsen, der er en vægtig del af bydelens ånd og identitet.

Ordene er fritlagt i en lav, rå betonmur på Tove Ditlevsens Plads ved Enghavevej. Besat med smalle, grønne lameller fungerer muren som en af flere nye, aflange bænke på den renoverede plads, der formår at smelte tingene sammen til ét.

De indgraverede ord er skabt med en særlig teknik, der er udviklet af finske Graphic Concrete. Designet for den ønskede grafik i betonelementerne blev overført til den finske leverandør, der herefter udfærdigede en skabelon i kraftigt papir. Alle streger og punkter i designet blev med teknikken præget ind i papiret med en retarder, hvorefter papiret blev lagt i bunden af en støbeform. Efter støbning og spuling af betonfladen med vand havde punkterne med retarder en tilsvarende frilægning af overfladen, hvor der opstod en kontrast i tekstur og kulør – nemlig mellem den normale betonflade og det underliggende, fritlagte tilslag.

I pladsens urbane arkitektur indgår cykelstativer i beton, elementer til afgrænsning, omkransende siddeplinte og de karakteristiske betonelementer med citater fra Tove Ditlevsen.  Alle elementer er bundet fint sammen af den rå beton og grønne farve, der går igen over hele pladsen. Betonelementerne er designet af Bascon med urbanistgruppen Supertanker.

Tove Ditlevsens Plads

Genopfindelsen af Tove Ditlevsens Plads er en del af Områdefornyelsen Centrale Vesterbro, hvor især eleverne fra Tove Ditlevsen Skole har været involveret i udformningen undervejs. Pladsen ærer i dag den tidligere Vesterbro-digter med rå beton og plads til leg.

Tove Ditlevsens Plads omringer hele Tove Ditlevsens Skole ved at strække sig ned ad Frederiksstadsgade, ind gennem Sct. Matthæus Kirkens have og tilbage igen op til Enghavevej langs Matthæusgade. Skolegården er blevet trukket ind i byrummet og byrummet ind i skolegården.

 

Fakta:

Bygherre: Københavns Kommune

Design: Bascon, urbanistgruppen Supertanker

Entreprenør: Sven Bech A/S

Betonelementer: Aarhus Cementvarefabrik

Opført: 2016

Foto:De indgraverede ord i betonmuren er skabt med en særlig teknik, der er udviklet af finske Graphic Concrete. Foto: Aarhus Cementvarefabrik.