Byggeri-konkurser på tilbagetog

Antallet af konkurser er nu tilbage på niveauet for 2007 med blot 28 konkurser i bygge-og anlægsbranchen i februar måned

Vi skal syv år tilbage for at finde så få konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Med 28 konkurser har februar oplevet det laveste antal konkurser siden september 2007 - altså før krisen i bygge- og anlægsbranchen. Samtidig er det en fortsættelse af den tendens, vi har set det seneste stykke tid med færre konkurser, hedder det i en meddelelse fra Dansk Byggeri.

- Der blev spærret øjne op her til morgen over det helt usædvanligt lille antal konkurser, som er registreret i bygge- og anlægsbranchen i februar. Det bemærkes, når en måneds konkurstal bon’er så markant anderledes ud. Og i februar måned med 28 konkurser har vi registreret det laveste antal konkurser siden september 2007. Det svarer til én konkurs om dagen, skriver Dansk Byggeri.

Det betyder, at vi indtil videre har haft 78 konkurser i år, hvilket er markant lavere end sidste år. Antallet af konkurser varierer dog en del fra måned til måned, så man skal være varsom med at tolke for voldsomt på statistik for to måneder.

- Med 28 konkurser i februar måned skal vi helt tilbage til før krisen for at have oplevet færre konkurser på en måned i bygge- og anlægsbranchen. Der er ingen tvivl om, at det er et positivt tegn. Men inden vi rækker hænderne for højt i vejret, skal vi se nogle flere måneder med lige så lavt et antal konkurser. Der kan jo være tale om en enlig svale. Det er foreløbigt ikke noget, som rykker ved, at vi skønner, at der i 2014 kommer i omegnen af 600 konkurser i branchen, siger chefkonsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.

- De få konkurser i februar og 2014 som helhed er en fortsættelse af den udvikling, som vi har set over de par på år, hvor antallet af konkurser lidt efter lidt er faldet. Der var 774 konkurser i 2011, 752 i 2012 og 694 i 2013. Når vi når udgangen af 2014 regner vi med, at der har været i omegnen af 600 konkurser i branchen, slutter Andreas Fernstrøm.