Færre konkurser i byggeriet

Antallet af konkurser i byggebranchen er foreløbig faldet med 40 procent i forhold til året før, viser opgørelse

I april måned var der blot 36 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Der har således indtil videre været 157 konkurser i år. Det er et fald på knap 40 procent i forhold til samme periode sidste år.

I april måned fortsatte tendensen fra 2014 med et fald i konkurserne i bygge- og anlægsbranchen, og der var blot 36 konkurser mod 57 i april 2013. Det er en tendens, vi har set hele året. Der har kun været 157 konkurser i årets første fire måneder mod 254 sidste år. Det svarer til et fald på næsten 40 procent.

- Når vi ser på antallet af konkurser i de første fire måneder af 2014, må vi indrømme, at vi skal revurdere vores skøn for 2014. Da vi gik ind i året, vurderede vi, at vi ville se ca. 600 konkurser i branchen, men nu tyder det på, at vi ender på mindre end 500 konkurser. Så jeg er faktisk rigtig glad for at skulle revurdere skønnet, fortæller Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri og fortsætter:

- Selvom det nu går hurtigere end forventet og i den rigtige retning, skal vi stadig huske på, at knap 500 konkurser er ganske mange. I normale år oplever vi mellem 200 og 400 konkurser. Men det skal ikke tage glæden fra, at antallet af konkurser nok bliver halveret i forhold til 2010, som var rædselsåret, siger Andreas Fernstrøm.

Og dagens konkurstal er et udtryk for to ting, vurderer Dansk Byggeri.

- De færre konkurser er et tegn på, at vi på den ene side har været igennem en stor ”oprydningsproces” i bygge- og anlægsbranchen, hvor mange af de mindre sunde virksomheder har drejet nøglen om, mens nedgangen i branchen på den anden side er stoppet, og vi nu går mod lysere tider, slutter Andreas Fernstrøm.