Luftpude til montering har vind i sejlene

Den danske opfindelse Winbag letter arbejdet med montage i byggeindustrien og oplever stor succes på eksportmarkederne

Kim Sejr (Batimat, Paris)

Et pludseligt indfald fra en dansk håndværker er nu blevet en international eksportsucces, nemlig luftpuden Winbag, der bruges til installations-, justerings- og løfteopgaver.

- Winbag bruges i byggebranchen af håndværkere, der skal montere tunge vinduer eller måske tunge døre som brand-og sikkerhedsdøre. Her har man været vant til at bruge kiler, men de kan jo ikke justeres, i modsætning til luftpuden, hvor man jo blot pumper luft ind eller lukker luft ud for at opnå den ønskede justering, fortæller Michael Myrup, der er key account manager for Dissing A/S, der producerer luftpuden.

- Der er brugt en del ressourcer på produktudvikling og luftpuden er lavet i en fiberforstærket gummi, der kan bære op til 100 kilo, men kan alligevel kam pumpes med håndkraften fra selv en femårig og det gør det muligt at montere døre og vinduer  en mand alene – samtidig er puden i luftom tilstand kun to milimeter tyk, så den kan passe ind i de mindste åbner, fremhæver Michael Myrup.

Det var netop under montage af et tungt vindue, at en dansk håndværker i frustration over kilens utilstrækkelighed, at han pustede sin egen madpose op og brugte den som kile. Efterfølgende så han det som en god ide´at gå videre med denne løsning, men der skulle bankes på mange døre, før der var en der blev åbnet – og det var Dissing A/S i Skanderborg.

Det er derfor, at Winbag nu er at finde på sin egen stand på den franske byggemesse Batimat i Paris – luftpuden er blevet en eksportsucces, siden den blev sat i produktion for 10 år siden.

- Det er tredje gang, at Winbag er at finde på Batimat, men det er først for nogle få år siden, at vi for alvor begyndte at gøre noget ud af messebesøg, så ud over Batimat vil også fremover benytte os af franske Ecobat, men også messerne Bau München,Nordbau i  Münster og Eisenwarenmesse i Køln, fortæller Michael Myrup.

Luftpuden produceres i Danmark og sælges nu til alle udenlandske markeder – oplysninger om salg, afsætning og omsætning kan dog ikke fås af konkurrencemæssige grunde, men at der er gang i eftersprøgslen selv langt væk kan aflæses i, at Dissing A/S i sommers købte et handelsfirma i Florida med henblik på at markedsføre Winbag i USA.

Foto: - Winbag bruges i byggebranchen af håndværkere, der skal montere tunge vinduer eller tunge døre, fortæller key account manager Michael Myrup fra standen på Batima-messen.