Flere bygge-jobs i 4. kvartal

Byggebeskæftigelsen steg med 0,6 procent fra tredje kvartal til fjerde kvartal, når der tages højde for normale sæsonudsving

Byggebeskæftigelsen steg i 4. kvartal 2011, viser helt nye tal fra Danmarks Statistik. Byggebeskæftigelsen steg med 0,6 procent fra tredje kvartal til fjerde kvartal, når der tages højde for normale sæsonudsving. Beskæftigelsen inden for bygge og anlæg var i fjerde kvartal på 148.100 personer mod 147.100 i foregående kvartal.

- I en tid, hvor overskrifterne i dagspressen præges af stigende fyringsvarsler, massefyringer mv., er dagens nyhed godt nyt. Byggeriet er normalt meget konjunkturfølsomt, hvorfor det er positivt, at beskæftigelsen aktuelt stiger, når der tages højde for sæsonudsving. 4. kvartal har typisk lavere aktivitet end 2. og 3. kvartal. Når det er sagt, må vi imidlertid forvente, at udviklingen vil gå den anden vej i gennem 2011. Der er ikke meget, som tyder på, at der aktuelt skulle være mere gang i byggeriet trods lave renter mv. Dansk økonomi befinder sig på kanten af recession, hvorfor vi må forvente, at ledigheden vil være stigende igennem 2011, siger Mikkel Høegh, seniorøkonom hos BRFkredit.

Størst aktivitet inden for vedligeholdelses- og anlægsvirksomheder

- Ser man på, hvor der er størst aktivitet i 4. kvartal, er det inden for vedligeholdelses- og anlægsvirksomheder. Beskæftigelsen inden for anlægsarbejde er således steget med 3,2 procent samtidig med, at beskæftigelsen inden for reparationer er steget med 2,2 procent. I faktiske tal er den samlede byggebeskæftigelse steget med 5,4 procent eller ca. 8.000 personer siden fjerde kvartal 2010. Byggeentreprenører er den branche, som har haft størst årlig stigning i de faktiske tal med en stigning på 17,4 procent svarende til 4.000 personer. Herefter følger anlægsentreprenører med en stigning på 1.800 og tømrermestrer med 3.000 flere beskæftigede. Begge svarer til en stigning på 11,1 procent, siger Mikkel Høegh og tilføjer:

- Alt i alt må vi betegne dagens nyheder for gode nyheder trods det, at det er vanskeligt at få øje på, hvad der skal drive den positive udvikling fremadrettet. Noget af det, der skal få dansk økonomi ud af tilbagegangen, er netop, at udviklingen på arbejdsmarkedet bliver mere positiv.