TermoMax blåstemples af DTU

Omfattende rapport dokumenterer anvendelsen af termoaktive huldæk ved byggeriet af Middelfart Sparekasse

Spæncom fremhæver mulighederne for besparelser gennem løsningen det termoaktive huldæk TermoMax, både når det gælder omkostninger og energiforbrug gennem fuld integration af bygningsdelens oprindelige funktion med bygningens energi- og indeklimaløsning. Målinger fra DTU dokumenterer, at det ikke er tom snak.

- Det første byggeprojekt med TermoMax var Middelfart Sparekasse, der stod klar i maj måned 2010. Det seneste år har DTU foretaget målinger af hele bygningens indeklima og energiforbrug, og i løbet af sommeren 2011 har de foretaget en konkret og dybdegående performance analyse af TermoMax. Dette har resulteret i en omfattende rapport om den indendørs komfort og energiforbruget i Middelfart Sparekasse, oplyser Spæncom.

Det er centerleder og professor Bjarne W. Olesen, der har været projektleder på rapporten.

- Rapporten viser bl.a. at præfabrikerede termoaktive løsninger giver gode resultater selv i arkitektoniske sofistikerede bygninger, udtaler Bjarne W. Olesen.

- I rummet, hvor der blev kølet udelukkende med TermoMax, blev der opnået meget gode resultater. Udsvingene for Rumtemperaturerne var her små og lå indenfor komfort intervallet, hvilket medførte et behageligt indeklima og dermed gode arbejdsforhold. Andre fordele ved TermoMax var den lydløse og usynlige installation, samt en forbedring af energieffektiviteten på køleanlægget, siger Bjarne W. Olesen.

- Måleresultaterne viste også, at TermoMax gav de forventede gode resultater selvom 80 procent af TermoMax huldækkene var dækket af nedhængte tremmelofter, siger Bjarne W. Olesen.