En af de mest markante og udfordrende byplankonkurrencer i nyere tid herhjemme har fundet sine deltagere. Styregruppen bag projektet 'Fra gade til by – omdannelse af Thomas B. Thriges Gade' har udvalgt de syv teams, som skal konkurrere om at komme med det bedste bud på, hvordan den trafikerede Thomas B. Thriges Gade bliver forvandlet fra gade til et helt nyt bykvarter lige midt i hjertet af Odense, hedder det i en meddelelse fra Odense Kommune og Realdania.
- Med det her projekt viser vi, at vi tør tænke stort og visionært her i Odense. Det gjorde man den gang Thomas B. Thriges Gade blev anlagt, og det gør vi nu igen. Med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade til by løfter vi Odense ud af sin fortid som industriby og ind i fremtiden som kultur-, viden- og oplevelsesby, siger borgmester Anker Boye.
- Konkurrencen er et middel til at skabe en sammenhængende bymidte, som ikke skæres igennem af Thomas B. Thriges Gade med 35.000 biler i døgnet. Når Odins Bro over Odense Kanal står færdig i 2014, vil de gennemkørende biler blive ledt uden om Odense centrum og give plads til en ny levende bydel, pointerer rådmand Jan Boye.
25 teams har vist interesse for projektet, herunder flere internationale teams - syv er blevet udvalgt.
- Med de syv udvalgte teams tegner der sig et virkelig stærkt konkurrencefelt. Jeg ser frem til nogle meget spændende bud på, hvordan vi får samlet Odense og skabt en mangfoldig og bæredygtig by med vægt på byliv og livskvalitet, siger direktør i Realdania, Hans Peter Svendler.
Konkurrencen er en tofaset projektkonkurrence, hvor der i første fase bliver udpeget en eller flere vindere af konkurrencen, som i en efterfølgende fase får mulighed for at udvikle deres forslag i en dialog med dommerkomiteen og dens rådgivere, inden den endelige vinder af projektkonkurrencen bliver udpeget. Resultatet af konkurrencen forventes offentliggjort i november 2011.
Konkurrenceforslagene bliver bedømt at en dommerkomité, som består af borgmester Anker Boye, rådmand Jan Boye Odense Kommune. adm. direktør Flemming Borreskov, direktør Hans Peter Svendler og tre fagdommere.