Redtz Glas & Facade i Odense har i samarbejde med deres schweiziske partner Sky-Frame leveret og installeret store skydedøre til arkitekten Bjarke Ingels husbåd, også kaldet BIG Boat.
Oprindeligt var det en mindre bilfærge, men den er nu blevet ombygget til en husbåd på 450 tons. Den schweiziske samarbejdspartner Sky-Frame har et motto, der lyder: ”A View, not a Window”. Heri ligger, at man ikke ser hverken skydedør eller vinduer, fordi karmene er bygget ind i selve konstruktionen på huset/båden.
Bjarke Ingels siger ifølge Redtz Glas & Facade om projektet:
– Efter min opfattelse er forbindelsen mellem indersiden og ydersiden denne umulige drøm, som arkitekter altid stræber mod. I en arkitekts ideelle verden adskilles indendørs og udendørs med så lidt materiale som muligt. Vi vil have det bedste og klareste glas med det lavest mulige jernindhold. Nulfarvning. Vi ønsker så lidt struktur, så få rammer som muligt.
Ifølge Bjarke Ingels rammer denne opfattelse plet med hans husbåd, der har mange store vinduer med udsigt over den omkringliggende havn.
– Vinduerne på vores færge er så gennemsigtige, at man føler, at man kan flyde lige igennem dem. Vi ledte efter skydevinduer med den mest minimale struktur, der var mulig. Man måtte ikke kunne skelne mellem de faste dele og åbningsdelene. Og det lykkedes, fortsætter han.
Færgen
Færgen Bukken-Bruse blev bygget i 1961 på Bergens Mekaniske Værksted for Brødrene Wilhelmsen og sat ind på forskellige færgeruter i Bergen frem til 1980. Herefter blev den solgt til Ravnsborg Færgefart og indsat på ruten Fejø-Kragenæs. Her sejlede den indtil 2002.
I 2003 blev Bukken-Bruse solgt privat og fik hjemsted i København. Den har siden skiftet ejer flere gange og er siden 2007, efter en større renovering, blevet anvendt som husbåd. Bukken-Bruse er nu hjemmehørende i Københavns Havn og er i modsætning til de fleste husbåde fortsat fuldt sødygtig.
Fakta
Projekt: Big Boat
Sky-Frame 3
Profiler i natureloxeret gGlas i 3 lag, hærdet
Ug-værdi 0,5 W/m²K, LT 73 %, G = 54 %
20 mm. stålforstærket lodrette aluprofiler / ramme
Partier B: 6500 x H: 3140 mm i højden
Foto:Bjarke Ingels husbåd, BIG Boat på 450 tons har fået monteret skydevinduer med usynlige karme. Fotos: Redtz Glas & Facade.
Artiklen er bragt i den kommende udgave af fagbladet Glas - læs mere om glasbyggeri her: