Henning Larsen og Rambøll fusionerer

Den verdenskendte arkitektvirksomhed Henning Larsen bliver en del af Rambøll Gruppen med en fælles vision om at designe bæredygtige byer og bygninger

Den verdenskendte arkitektvirksomhed Henning Larsen bliver en del af Rambøll Gruppen med en fælles vision om at designe bæredygtige byer og bygninger, som skaber løsninger på de store globale udfordringer.

Henning Larsen fortsætter under eget navn og skal i den nye organisation drive den fælles ambition om at levere integrerede designløsninger for bæredygtige byer og bygninger med afsæt i virksomhedernes globale platform og nordiske værdisæt.

”Arkitektur i dag handler ikke kun om at designe og bygge, men om at løse konkrete udfordringer for mennesker. Vi kalder det for det udvidede arkitekturbegreb, hvor vi kombinerer vores design med forskning og viden. Sådan har vi arbejdet de sidste ti år, men i den nye konstellation med Rambøll får vi adgang til verdens førende eksperter, teknologi og digitalisering, som vil udvikle vores arkitektur og projekter på helt nye måder i fremtiden,” siger Louis Becker, partner og design principal i Henning Larsen.

Med sine nordiske rødder har både Henning Larsen og Rambøll et stærkt fokus på kvalitet, viden og samfundsansvar. For Mette Kynne Frandsen, CEO og partner i Henning Larsen, giver samarbejdet store muligheder.

”Vi har netop leveret det bedste årsregnskab i virksomhedens historie. Det er drevet af en global ekspansion og projekter fordelt på seks kontinenter. Sammen med Rambøll får vi muskler til at tage det næste skridt i vores internationalisering og styrke vores muligheder for at lave bæredygtigt visionært byggeri, der leverer konkrete løsninger på nogle af de mest krævende udfordringer, som præger byer og samfund rundt om på kloden,” siger Mette Kynne Frandsen.

Spydspids for arkitektur og urbane løsninger

At ​​Henning Larsen nu bliver en del af Rambøll Gruppen er et vigtigt strategisk skridt for Rambøll. I det kommende år er ambitionen at etablere en global arkitekturforretningsenhed med ca. 800 arkitekter og landskabsarkitekter og Mette Kynne Frandsen som administrerende direktør. Ifølge koncernchef i Rambøll Gruppen Jens-Peter Saul betyder det, at Rambøll får mulighed for at komme endnu tættere på virksomhedens kunder.

”Med Henning Larsen forener vi arkitektur, ingeniørvidenskab, integreret design og stærke digitale løsninger, der sætter et positivt bæredygtigt aftryk globalt. For Rambøll betyder købet også, at vi kan styrke vores dialog med kunderne i de tidlige faser af projekterne, hvor fokus er på koncept- og ideudvikling og dermed bidrage til, at forudsætninger for bæredygtigt design tænkes ind fra begyndelsen. Sammen får vi en unik position i konkurrencen om de mest spændende og krævende projekter og øger internationalisering med et stærkt skandinavisk afsæt,” siger Jens-Peter Saul.

Foto: fra venstre: Søren Holm Johansen, Koncerndirektør, Rambøll, Jens-Peter Saul, Koncernchef, Rambøll, Mette Kynne Frandsen, CEO og Partner, Henning Larsen, Louis Becker, Partner og Design Principal, Henning Larsen