Den københavnske Metro Cityring fremhæves ofte for sin tilgængelighed og fleksibilitet. Den uophørlige strøm af passagerer fra metroens højfrekvente køreplan skal ske ubesværet og nemt på alle niveauer i byen.
Ansvaret for at udvikle, producere, installere og drive den trafikale infrastruktur til og fra de 17 stationer på den nye Metro Cityring blev betroet til KONE, hvis mission er at forbedre flowet i byerne.
Stationernes individuelle løsninger til at forbinde de underjordiske niveauer spiller en fundamental rolle, når 65 mio. passagerer om året (2018) skal sikres en nem, hurtig og bekvem rejse uden afbrydelser:
”At navigere, guide og flytte store mængder af passagerer er præcis vores spidskompetence,” forklarer salgsdirektør Brian Pedersen, KONE A/S, som har løst opgaven med 153 rulletrapper og 4 rullefortove samt 43 elevatorer .
Selv for den nordisk førende og historisk solidt forankrede elevator- og rulletrappevirksomhed KONE har det været en stor og kompleks opgave.
Projektet er udført under ekstreme pladsforhold i det snævre byrum.
Metro Cityringen er et af Nordeuropas største infrastrukturprojekter med en mængde udfordringer såsom begrænset plads til levering, indhejsning og montage i den tæt bebyggede storby; enorme krav til sikkerhed under montagen og efterfølgende at sikre en leverance med høj driftssikkerhed og efterfølgende en nem adgang til at servicere anlæggene.
”Dette, sammen med detaljerede og uomgængelige tekniske specifikationer med totaldesign og integration af rulletrapper med akustisk dæmpende beklædning specielt design af belysning samt integration af sprinkling og branddetektorer, har været udfordrende,” siger Brian Pedersen. Marmorkirken Station udviste så specielle forhold, at stationen er anlagt i hele fem niveauer, alle forbundet med rulletrapper.
”Marmorkirken Station er bare en af de 17 nye stationer, som viser KONEs udførlige gennemførelse af et yderst komplekst projekt. Det er netop her, vi virkelig kunne bruge KONEs lokale viden og globale styrke og muskler,” siger Brian Pedersen.
En opgave af den kaliber med udelukkende specialdesignede løsninger kræver den tættest mulige dialog og placerer leverandøren meget tæt op ad metroprojektets rådgivere.
Det er netop her, at den stærkeste synergi opstår i kommunikationen mellem rådgiverholdets generalister og leverandørens teknologiske spidskompetencer.
I alt 2.000 belysningsarmaturer er blevet særligt udviklet, projekteret og produceret til Cityringens stationer på en sådan måde, at de er udstyret med særlig producerede vandalsikret chassisglas.
”Alle belysningsarmaturer overholder endvidere en såkaldt kapslingsklasse på IP65, hvilket betyder, at samtlige belysningsarmaturer er totalt støvtætte og sikret mod vandindtrængen,” forklarer Brian Pedersen. ”Den tekniske integration har endelig også ført med sig, at vi har udviklet rulletrapperne med en perforeret, akustisk regulerende belægning på undersiden og med indbyggede føringsveje til sprinklingen i tilfælde af brand.”
Opgavens omfang betød, at KONE havde sit største hold serviceteknikere på arbejde på samme opgave nogensinde i Danmark: Op til 70 medarbejdere var i gang på samme tid for at montere lys og beklædning på rulletrapperne.
”Det krævede alle logistiske kræfter i brug,” erkender Brian Pedersen.
Ikke bare metroprojektets detaljering var øverst på dagsordenen; det samme var driftssikkerheden. Det er årsagen til, at stationernes antal af elevatorer er afgørende forøget:
Alle stationer har nu to elevatorer for at skabe den redundans, som kan udnyttes, den dag et akut servicebehov opstår. Og det er også grunden til, at KONE leverer og også driver løsninger med KONE 24/7 Connected Services til alle elevatorer og rulletrapper i Metro Cityringen.
Alle elevatorer og rulletrapper er forbundet til Skyen og overvåges, analyseres og vises i realtid gennem Watson IoT-platformen. En intelligent overvågning udviklet af KONE i samarbejde med IBM. Det muliggør konstant overvågning af driften, så uregelmæssigheder kan forudsiges og opdages, før selve fejlen opstår. Dette sikrer maksimal oppetid for rejsende på alle elevatorer og rulletrapper i Metro Cityringen. En unik og genial løsning simpelthen.
Til den tekniske integration og totalkonceptet har KONE samarbejdet med underleverandører, men høster selv rige erfaringer fra den omfattende opgave:
”Det er ekstremt udfordrende og givende at samarbejde om en så omfattende løsning, hvor det hele skal komplementere hinanden,” vurderer Brian Pedersen. ”Det afgørende her er, at intet var gjort før og alt skulle tænkes og planlægges fra bunden i samarbejde med de projekterende. Forventningerne til det endelige resultat er tårnhøje, og vi er stolte over resultatet.”
Succesen er dog først i hus, når brugerne har talt.
Billedtekst: KONE leverede i alt 153 rulletrapper tilpasset hver enkelt stations særlige forhold. Fotoet er taget på Frederiksberg Allé Station. Foto: Ditte Valente.