Træ versus beton

Materialekampen mellem træ og beton raser i denne tid. Men måske skulle vi ikke være så sort/hvide i vores materialesyn

Materialekampen mellem træ og beton raser i denne tid. Men måske skulle vi ikke være så sort/hvide i vores materialesyn, lyder det fra Rambølls direktør Ib Enevoldsen og Mette Glavind direktør i Teknologisk Institut, der deltager i debatten Materialernes Klimakamp på Building Green.

Træbyggeri brænder let og holder ikke til det danske klima. Beton udleder store mængder CO2 og fører til tung trafik i byen. Argumenterne for og imod de enkelte materialer raser i den danske byggebranche i disse dage efter By & Havn annoncerede, at de ville bygge det nye Vejlandskvarter med træ. 

Det nærmer sig en religionskrig. Der er ingen tvivl om, at det vil være en god idé at få mere træ ind i byggeriet. Men beton er uundværligt til blandt andet tunneler og fundamenter og kan være en smuk og holdbar løsning til både facader, gulve og vægge. Hvert materiale har sine fordele og ulemper. Vi skal basere vores beslutninger på fakta fremfor følelser, siger direktør i Teknologisk Institut Mette Glavind.

Af samme grund er Mette Glavind imod kvoter for træbyggeri, som flere politikere har foreslået:

Vi skal ikke pick the winner. Der er ikke en bestemt vinder. Det rigtige materiale kommer an på, hvad man skal bygge og hvorhenne. Fremmer man et materiale fremfor et andet, sætter man udviklingen i stå hos producenterne. Rammekrav derimod kan være med til at skabe sund konkurrence og fremme innovation, siger Mette Glavind.

Vi kan plante træer ikke grus

En anden deltager i InnoBYGs debatpanel på Building Green er direktør i Rambøll Ib Enevoldsen.

Træ har fantastiske muligheder i forhold til den cirkulære økonomi og CO2 emission. Træ opbevarer CO2 i modsætning til beton, der udleder CO2 i produktionen og i støbeprocessen. I CO2 regnskabet slår træ beton. Det er der ingen tvivl om. Også på ressourcesiden. Træ er en fornybar ressource, som vi hele tiden kan høste, mens ressourcerne til beton begynder at være knappe. Vi kan plante flere træer, men ikke mere grus, lyder det fra Ib Enevoldsen.

Hvert materiale har fordele

For Ib Enevoldsen er der ingen tvivl om, at vi bør bygge mere med træ herhjemme. Men det betyder ikke, at vi skal sige farvel til beton som byggemateriale:

Vi kan bygge mere og højere med træ, end folk tror. Vi kan bygge 10 etager i træ og sagtens løse udfordringerne med brand fx ved at beklæde væggene indvendig med gips, der er stærkt brandhæmmende. Men det betyder ikke, at vi skal have træ alle vegne. I Rambøll bygger vi masser af betonbygninger. De er fremragende. Beton er et fantastisk materiale med nogle helt andre egenskaber end træ. Beton er meget tungt. Det gør det velegnet til projekter, hvor tyngde er helt essentielt, siger Ib Enevoldsen.

Ib Enevoldsen peger på, at op til 70% af en bygnings energiforbrug stammer fra opførelsesfasen. Klimavenligt byggeri handler derfor også om at skabe bygninger, der holder i mange generationer:

 - Vi skal væk fra en kultur, hvor vi bygger op og river ned hele tiden. Vi skal i højere grad bygge bygninger, som kan skifte funktion over tid, hvor vi kan flytte rundt på indretningen. Her kan det være en fordel at bruge træ til de indvendige vægge, fordi de er let at flytte rundt og genbruge, slutter Ib Enevoldsen.

Kom og deltag i InnoBYGs debat Materialernes Klimakamp på Building Greens store scene d. 30. oktober kl. 15.50.