Det er faktisk lidt misvisende at kalde ISH for en vvs-messe, for den er meget mere end det. Den er i virkeligheden et teknisk og arkitektonisk univers inden for alt, hvad der har med vand, energi og installation at gøre i forhold til bygninger.
ISH er en af verdens førende messer inden for baderum, byggeservices, energi, airconditionteknologi og vedvarende energi, samt verdens største udstilling inden for kombinationen vand og energi. Men det er helt præcist at kalde ISH for multinational, for messen er og bliver det førende og internationale mødested for bygge-og indretningsfolket.
Over 200.000 besøgende fandt sidste gang frem til ISH og ud af godt 2.400 udstillere, var godt 1.590 udenlandske fra hele 61 lande.
Stort udbytte
Men hvem kan med udbytte besøge ISH? spørger vi Rikke Lacoppidan fra Dimex, der repræsenterer Messe Frankfurt på det danske marked:
– Der er en stigende efterspørgsel efter komfort, bekvemmelighed, individualisering, trivsel og æstetik i byggeriet. Integrerede løsninger kan dække alle disse krav og yde et afgørende bidrag til energieffektive og ressourcevenlige bygningssystemer. Alle de rådgivere, bygherrer, entreprenører og leverandører der er involveret heri til dagligt på det danske marked vil have et stort udbytte ud af at besøge ISH, for alt hvad der er ny teknologi, nye materialer og nye løsninger vil være at finde her, fremhæver Rikke Lacoppidan.
– Messen har eksisteret så længe, at ISH er et brand i sig selv. Inden for branchen kender alle ISH, og messen skiller sig ud ved at være verdens største og mest internationale messe på området. Messerne bliver mere og mere oplevelsesorienterede, og der bliver lagt stor vægt på, at de kan tjene som inspirationskilde for de fagligt besøgende. Derfor er det ekstra vigtigt med workshops og foredrag om nye trends, siger Rikke Lacoppidan og fortsætter:
– En stor del af selve handlen med varer og elementer inden for byggeriet foregår i dag via nettet, men det gør det jo blot endnu mere vigtigt, at man bliver opdateret med aktuel viden om løsningerne. Derfor tror vi på, at det personlige møde aldrig går af mode, hvor man møder udbyderne af løsninger og services – får en dialog og knytter kontakter, siger Rikke Lacoppidan.
Til ISH-messen vil omkring 20 danske virksomheder deltage – bl.a. Airmaster A/S, Broen A/S, Dansani A/S, Nordic Underlay A/S, OJ Electronics A/S og TermaTech A/S.
Foto: Over 200.000 besøgende fandt sidste gang frem til ISH, og ud af godt 2.400 udstillere var godt 1.590 udenlandske fra hele 61 lande.