20 års jubilæum med Light + Building

Light + Building næste år 8.-13 marts i Frankfurt finder sted i et jubilæumsår med gode resultater for to årtier

Light + Building til næste er noget helt særligt, for det er nemlig messens 20 års jubilæum, hvor det er relevant at stoppe op og se på messens udvikling gennem to årtier. Og det er med en vis tilfredshed, at messens marketingansvarlige, Dominique Ewert, kan opremse en række nøgletal.

Ser man på antallet af besøgende, så har der i perioden 2000-2018 været tale om en stigning på 120 procent – antallet af besøgende var i 2018 således på intet mindre end 221.000.

– En meget positiv udvikling har her været, at antallet af de udenlandske besøgende har været i stærk stigning, så messens profil i stigende grad er blevet mere internationalt orienteret, hvilket naturligvis styrker messens position, fremhæver Dominique Ewert.

Antallet af besøgende fra udlandet var i 2018 på lige godt 115.000, hvilket for perioden er en femdobling. Det siger selv, at en messeledelse jubler over en sådan udvikling – når over halvdelen af de besøgende på en messe består af besøgende fra udlandet, så kan man med stor vægt fremhæve, at der er tale om en international messe, hvilket er et godt salgsargument i forhold til udstillerne. Og netop udstillerne er der også blevet en del flere af i perioden, nemlig hele 50 procent, så der sidste gang var 2.719 udstillere. Det har igen betydet, at der er blevet udvidet lidt i udstillingsarealet, så der sidste gang var 24 udstillingshaller, en udvidelse på 14 procent.

Dominique Ewert kan tillige være ganske fornøjet med de besøgendes oplevelse af messen, hvor 98 procent har angivet, at de er tilfredse eller meget tilfredse med messen. Det er vist svært at gøre det meget bedre.

Dynamisk digitalisering

Dynamisk digitalisering bliver et af de overordnede temaer på messen, hvor der fokuseres på smarte og intelligente systemer til bygningsautomation. Her vil der også blive forsøgt at se ind i fremtiden under begrebet ”pioneering”, altså systemer med potentiale, som ikke er trængt helt igennem på markederne endnu, men som kredser om sofistikeret udviklingsarbejde som anvendelse af sensorer og software, der kan forebygge eller måske forudse systemfejl.

Vi skal ikke mange år tilbage, før LED-teknologien var det helt store samtaleemne. Det er stadig tilfældet, men nu er det en accepteret og udbredt teknologi, der til stadighed indebærer nye tekniske og kreative frembringelser med fokus på videreudvikling og opskalering med fokus på lysintensitet, lavere energiforbrug og mere kompakt designs. På messen vil der være mulighed for at studere trenden med mobilitet og fleksibilitet, så en lyskilde kan flyttes efter behov, måske endda uden kabler, fordi batteriteknologien også er i stærk udvikling – det samme gælder udviklingen inden for solceller. Mon ikke det giver grobund for nye kreative udfoldelser blandt designere og arkitekter i årene fremover?

De danske udstillere på messen kommer bl.a. til at tælle A Led ApS, Elwis Lighting A/S, Inter Primo A/S, Light-Point A/S, Scan Studio ApS og Viso Systems ApS. I alt vil 16 danske virksomheder udstille.

Foto:Forud for det kommende jubilæumsår kan Light + Building konstatere, at messen er vokset betragteligt gennem to årtier – antallet af besøgende er mere end fordoblet til 221.000 siden 2000.