- Desværre, vi kan ikke nå at blive færdige”. Den sætning risikerer mange gulvlæggere at skulle sige oftere i fremtiden. En undersøgelse fra sidste år blandt Gulvbranchens medlemmer viste, at 67 pct. frygter mangel på uddannede gulvlæggere i de kommende fem år. Hver anden virksomhed har allerede svært ved at få kvalificeret arbejdskraft til at løfte gulvopgaverne.
Men ansvaret ligger hos branchen selv, mener Finn Jensen.
– Det er vigtigt, at flere tager ansvar og tager lærlinge ind. Vi kan ikke bare sige, at det er fordi, det er umuligt at finde lærlinge. For der er lærlinge at få, hvis man vil have det, siger Finn Jensen, der selv har to lærlinge ud af de otte ansatte.
Et spørgsmål om vilje
Finn Jensen har altid haft lærlinge og aldrig haft problemer med at få nye gode lærlinge.
– Vi har ikke prøvet at mangle lærlinge, men hvis man gør, så må man ud og gøre en indsats. Man kan jo annoncere eller lave lidt opsøgende arbejde. Det er et spørgsmål om vilje, siger han.
Finn Jensen har valgt at have både en voksenlærling og en almindelig lærling. Og netop den kombination vil han gerne anbefale andre.
– Jeg hører ofte, at man ikke kan forme voksenlærlinge, og at mange derfor ikke vil have dem. Omvendt siger andre, at de helt unge kan man ikke stole på, at de ikke passer deres ting. Men begge dele er ikke rigtige. Det giver en god balance at have begge dele, så min anbefaling er, at hvis man ikke kan få almindelige lærlinge, så se efter en voksenlærling. De er måske lidt dyrere, men de er mere modne og har ofte en rigtig god indstilling, siger Finn Jensen og fortsætter:
– Nogle opfatter måske lærlinge som et lidt fordyrende og besværligt element i virksomheden. Men man skal ikke blot se på lærlinge som en udgift. Man kan tjene på dem, hvis man har den rette indstilling og tager sig godt af dem, siger Finn Jensen.