Nye porte kan give økonomisk gevinst

For få virksomheder kender til muligheden for at få energisparetilskud til energirigtige investeringer som eksempelvis en ny port, fremhæver Lindab

Gamle industriporte er en af de helt store syndere, når det kommer til varmetab. Derfor er det både et oplagt og enkelt sted at sætte ind med en mere energivenlig løsning. De nye porte er langt mere effektive til at holde kulden ude, og så tjener de sig tilmed hurtigt selv hjem igen, siger René Jensen, salgschef for projektsalg hos Lindab.

Stort potentiale

Det nyeste energiindeks fra tænketanken Mandag Morgen viser, at kun halvdelen af Danmarks 1.000 største virksomheder har igangsat renoveringer af deres bygninger. Samtidig mener 67 procent, at tilbagebetalingstiden er det vigtigste, når de overvejer at energieffektivisere. Og her er en energivenlig portløsning en af de bedste investeringer, forklarer René Jensen.

– Tilbagebetalingstiden varierer naturligvis alt efter rummets størrelse og antallet af porte. Men vi har set besparelser på alt fra 2.000 kr. til 11.000 kr. om året. Så der er ingen tvivl om, at det kan betale sig at skifte til en ny og mere energivenlig port, siger han.

Lindab leverer selv porte med en isoleringsevne, også kaldet u-værdi, på helt ned til 1,2 W/m2K. Det til trods for, at Bygningsreglementet kun forskriver en u-værdi på 1,8 W/m².

– Når vores porte har så lave u-værdier, hænger det sammen med en såkaldt kuldebroadskillelse, som er placeret i midten af panelet. Vi adskiller kulden og varmen med en gummipakning og kan på denne måde nedbringe varmetabet, forklarer René Jensen.

Få tilskud til ny port

Selv om porten er et af de billigste steder at energieffektivisere, er der stadig mange virksomheder, som ikke har gjort det endnu. Men det kan faktisk vise sig at være en mere overkommelig investering, end man skulle tro. Det er nemlig de færreste, der husker at medregne det landsdækkende energisparetilskud.

– Vi oplever desværre, at mange virksomheder ikke kender til muligheden for at få energisparetilskud til energirigtige investeringer som eksempelvis en ny port. Det er ærgerligt, for der kan være mange penge at spare, siger René Jensen.
Lindab og Dansk Energirådgivning har indgået et samarbejde, hvor de har regnet sig frem til, at man som udgangspunkt kan få 44 ører pr. sparet kWh i energitilskud.

Foto: Det nyeste energiindeks fra tænketanken Mandag Morgen peger på, at der er store uudnyttede potentialer for energibesparelser i de danske virksomheder.