Dansk Stålinstitut har indstiftet en ny pris, Dansk Stålpris. Det sker for at belønne godt stålbyggeri. Prisen tildeles ejeren, arkitekten, ingeniøren og stålentreprenøren af et enestående projekt med markant dansk islæt, for at agte deres samarbejde og kvaliteten af deres arbejde.
- Nært samarbejde mellem de involverede parter er en forudsætning at skabe stålbyggeri ud over det sædvanlige. Erfaringerne med stålbyggeri er ikke udbredt i samme grad som de er med beton inden for traditionelt byggeri. Derfor kræver det en ekstra indsats at se materialets muligheder og besidde kapaciteten til at realisere dem. Selve byggeriet forudsætter for eksempel også, at entreprenøren har et kvalificeret og godt samarbejdet stålteam af byggearbejdere, siger Jørn Nielsen, sekretariatschef hos Dansk Stålinstitut.
Jørn Nielsen forklarer videre, at den nye pris lægger vægt på værdier som enestående design i stål, der fremhæver de mange fordele ved brug af stålkonstruktioner i byggeriet, produktionen, for økonomien og arkitekturen for de indstillede projekter.
For at komme i betragtning til Dansk Stålpris skal projektet være placeret i Danmark og enten designet, projekteret eller produceret i Danmark.
Dansk Stålpris uddeles hvert andet år, første gang i år, hvor prisen bliver overrakt på Dansk Ståldag den 13. november.
Til dette års prisuddeling er fem projekter nomineret, bl.a. Musikkens Hus i Aalborg og Søfartsmuseet i Helsingør.