Bygherrerådgiver for klimatilpasning i Middelfart

Et partnerskab bestående af Realdania, Middelfart Kommune og Middelfart Spildevand A/S står sammen om at realisere klimatilpasning i Middelfart

Et partnerskab bestående af Realdania, Middelfart Kommune og Middelfart Spildevand A/S står sammen om at realisere Danmarks smukkeste klimatilpasning i kvarteret omkring Kongebrovej i Middelfart. Projektet er i fuld gang, og partnerskabet har netop udpeget Bascon som bygherrerådgiver på opgaven, skriver Realdania i en meddelelse.

Middelfart vil på Danmarkskortet

Det storstilede projekt er et af de første af sin art i Danmark, og målsætningen er klar: Projektet skal sætte Middelfart på Danmarkskortet som et foregangseksempel på visionær og innovativ klimatilpasning. Visionen er, at arbejdsformen, de konkrete løsninger og principper for løsninger skal fungere som inspiration for fremtidens arbejde med kombinationen af byudvikling og klimatilpasning – ikke bare i Middelfart, men også nationalt og internationalt.

Med en samlet økonomisk ramme på ca. 76 mio. kr. skal projektet resultere i realiserbare, innovative og smukke løsninger, der ikke kun løser den tekniske udfordring med afledning af regnvand, men som også skaber merværdi af investeringerne i klimatilpasningen for en hel bydel – naturmæssigt, oplevelsesmæssigt, økonomisk og æstetisk.

Bascon udpeget som bygherrerådgiver

På baggrund af et EU-udbud har partnerskabet udpeget Bascon som bygherrerådgiver på opgaven.

- Bascon har i sin beskrivelse af opgaveløsningen udvist stor forståelse for opgavens kompleksitet, herunder en fin kobling af teknisk/klassisk bygherrerådgivning med helhedsorienteret rådgivning i forhold til den planlagte arkitektkonkurrence og interessentinddragelse. Samtidig understøtter Bascons tværfaglige kultur projektets kompleksitet med gode muligheder for inddragelse af særlige kompetencer, herunder specialistkompetencer, som er en del af Bascons organisation, siger projektleder Helle Baker Norden om valget af rådgiveren. Helt konkret skal Bascon sikre gennemførelsen af en ambitiøs arkitektkonkurrence og efterfølgende realisering af tre udvalgte klimatilpasningsprojekter.

Forundersøgelse som fundament


Middelfart Spildevand har sammen med Middelfart Kommune og Realdania i 2012 gennemført en forundersøgelse i kvarteret omkring Kongebrovej i Middelfart. Området er fælleskloakeret og plaget af kælderoversvømmelser ved kraftig regn. Forundersøgelsen viser, at hvis der ikke gennemføres en klimatilpasning af området, vil alle problemstillinger forværres i takt med, at klimaet forandres over de næste 50 år. Løsningen er, at vandet håndteres ved at etablere anlæg for regnvandshåndtering i byens overflader, som supplerer det eksisterende kloaknet med ekstra kapacitet, fleksibilitet og robusthed. Klimatilpasningsløsningerne skal udformes på en måde, så de også bidrager til at gøre byen mere attraktiv og levende.

Klimatilpasningen skal udnyttes til at skabe et kvarter, der er grønnere, sjovere og sundere. Bilernes hastighed skal sænkes gennem grønne tiltag, så det bliver både tryggere og sjovere at færdes til fods eller på cykel. Dermed forbedres ikke blot de visuelle kvaliteter i byens rum, men der skabes også en sundere og mere bæredygtig by. Socialt set kan nye samarbejder om anlæg og/eller drift af nye tiltag skabe nye fællesskaber og lokalt engagement.


Processen fremadrettet
Arkitektkonkurrencen gennemføres henover sommer/efterår 2014 for udvalgte områder af kvarteret, mens selve realiseringen forventes at strække sig frem til udgangen af 2017.