Energivejledere venter vækst i 2014

Over halvdelen af landets energivejledere venter ifølge rundspørge vækst på markedet inden for energirenovering

Markedet for energirenoveringstiltag er i en god udvikling, og har man som håndværker en uddannelse inden for området, er der gode udsigter til at få en del af kagen. To ud af tre uddannede energivejledere har oplevet vækst i løbet af de seneste år, og de ser også lyst på fremtiden: Over halvdelen af dem forventer mere vækst i 2014 eller inden for et par år.

Det viser en rundspørge, som Energivejledersekretariatet har foretaget blandt de omtrent 2300 håndværkere, der har taget energivejlederuddannelsen.

Torben Richardt Hansen fra Energivejledersekretariatet siger om den optimistiske stemning blandt medlemmerne:

- Tallene er udtryk for, at viden er vejen til vækst − også på energiområdet. Vi er meget glade for, at energivejlederuddannelsen gavner håndværkerforretningen hos så mange af vores medlemmer.”

En energivejleder er en håndværker, som har uddannet sig til at kunne vejlede bredt og tværfagligt om de tekniske muligheder for at spare energi i en bygning. Det giver en helhedsvurdering af, hvor det kan betale sig at sætte ind for at spare på energien − i stedet for at kigge på enkelte dele hver for sig.

Energivejlederne peger i undersøgelsen på især tre forhold som årsag til vækst hos dem: For det første er der meget fokus på energibesparelser, for det andet sætter håndværkerfradraget skub i arbejdet. Og så er mange husejerne bekymrede for, om de kan få solgt deres hus, hvis det har en dårlig energimærkning.

- Når husejerne bruger en energivejleder, får de at vide hvilke tiltag, der kan gøre mest for varmeøkonomien i netop deres hus, og de får en professionel udførelse oven i. Undersøgelsen viser, at energivejlederen er godt i gang med at blive en central partner for husejerne rundt omkring i landet. Derfor er det en stor fordel for håndværkervirksomheder at have en energivejleder ansat, konkluderer Torben Richardt Hansen.