Arkitektkonkurrence om fremtidens erhvervsbyggeri

Ejendomsudviklingsselskabet Calum har inviteret fire arkitektfirmaer til konkurrence om fremtidens erhvervsbyggeri, som både skal være fleksibelt og overholde de skærpede energikrav

En arkitektkonkurrence i Ålborg i efteråret skal give kvalificerede bud på, hvordan fremtidens erhvervsbyggeri kan overholde de skærpede krav til blandt andet energiforbrug – samtidig med, at byggeriet skal være fleksibelt for brugerne og økonomisk ansvarligt.

Ejendomsudviklingsselskabet Calum råder over et knap 19.000 kvadratmeter stort areal til en eller flere erhvervsbygninger. Arealet ligger mellem Hellebarden og Hobrovej tæt ved motorvejen syd for Svenstruper og er nabo til Royal Greenlands domicil.

Fire arkitektfirmaer er indbudt til konkurrencen. De skal selv sætte deres hold af rådgivere og entreprenører, sådan at arkitekternes forslag kommer til at omfatte ikke kun projekt og tegninger men også samtlige priser fra rå mark til færdige bygninger.

Energibesparende projekter

- Folketingets energipolitiske aftale fra 2008 betyder væsentlige reduktioner i energiforbruget i nye bygninger. I 2010 blev energiforbruget reduceret med 25 procent. Næste skridt er i 2015, hvor forbruget af energi skal reduceres med yderligere 25 procent - og i 2020 med endnu 25 procent, siger direktør Henrik Calum.

Derfor får arkitekterne lidt større råderum endnu normalt. De får frie hænder til at bruge ekstra penge på energibesparende projekter – men kun, hvis de kan dokumentere mindst tilsvarende besparelser i energiforbrug og drift.

 - Nyt erhvervsbyggeri har mange årtiers levetid. Så foruden kravene om lavere energiforbrug skal nutidens erhvervsbyggeri være fleksibelt. Det skal tilpasses de kommende brugeres måske vidt forskellige behov. Men byggeriet skal også være økonomisk forsvarligt – så det hele stiller store krav til arkitekterne, siger Henrik Calum.

Konference om fremtidens erhvervsbyggeri

Arkitektkonkurrencen indledes med en konference, som den 24. august i Kraftcentret på den tidligere eternitfabrik i Ålborg, hvor fagfolk fra branchen og fra Aalborg Universitet vil diskutere fremtidens byggeri. Ikke kun energikrav, fleksibilitet og økonomi – men også de mere bløde værdier.

- Vi ved, at arkitekturen har indvirkning på krop og sjæl. Det er der for eksempel fokus på, når der bygges nye sygehuse. Vi skal lave et bæredygtigt byggeri. Men vi er også nødt til at sikre, at indeklimaet og de bløde værdier i nybyggeri udvikles positivt – uden at det vælter økonomien, siger Henrik Calum.

De fire indbudte arkitektfirmaer skal aflevere deres projekt 1. november. Senere i november findes vinderprojektet af en dommerkomite, som består af stadsarkitekt Peder Baltzer, Ålborg, lektor Nicolai Steinø, Aalborg Universitet, direktør Ole Bach Nielsen, Rambøll, og direktør Henrik Calum.