Byggeriet, der er tegnet af KHR Arkitekter AS/, er på i alt 6.250 kvadratmeter og skal først og fremmest fungere som skole for den nye Qinngorput-bydels børn fra 1.-7. klasse. Samtidig rummer byggeriet en minihal, der ud over at blive brugt til skolens idrætsundervisning også uden for skoletiden vil danne ramme om idræts- og kulturaktiviteter i bydelen.
Rådgivningsfirmaet Bascon i Århus har været bygherrerådgiver på byggeriet med E. Pihl & Søn A/S som totalentreprenør.
- Udgangspunktet var at skabe en ny skole, der kunne imødekomme det stigende behov for skolepladser i takt med den hastige udbygning af Qinngorput-bydelen i Nuuk. Skolens disponering og indretning giver også optimale muligheder for, at bygningerne med blandt andet minihal, bibliotek, faglokaler, basislokaler og samlingsrum i forskellige størrelser kan fungere som et centralt omdrejningspunkt for hele lokalsamfundet, fortæller projektleder Lene Neerup Melchiorsen fra Bascon.
Bascons arbejde med den nye skole begyndte allerede i 2005, hvor virksomheden udarbejdede og udbød projektet i totalentreprise for Grønlands Selvstyre, der efterfølgende overdrog projektet til den lokale kommune, Kommuneqarfik Sermersooq.
- Processen har været længere og budt på spændende og anderledes udfordringer, end det vi normalt møder i vores arbejde i Danmark. Den lange vinter og de klimatiske forhold på Grønland sætter sin naturlige dagsorden for en sådan byggeproces. Det kan eksempelvis betyde andre tidsmæssige og økonomiske forhold, fortæller Lene Neerup Melchiorsen.
Den nye skole blev officielt indviet den 5. september 2011 med to spor for elever fra 1.-7. klasse. Det er planen, at skolen skal kunne udvides med et tredje spor fra 1.-10. klasse og med en fritidsordning.