Med en organisk formet bygning, der i samspil med det eksisterende fodboldstadion, Blue Water Arena, giver helhed til området, har Årstiderne Arkitekter netop vundet totalrenoveringen og udbygningen af Esbjerg Stadionhal. En organisk formet bygning, beliggende på et plateau, med en smuk, siddetrappe på forpladsen og med illustrative referencer til Beijings OL-stadion, Fuglereden, på facaden.
Sådan kommer den nye Esbjerg Stadionhal med plads til 3.000 tilskuere til at se ud. Esbjerg Kommune har netop kåret forslaget fra Årstiderne Arkitekter, skabt i samarbejde med totalentreprenøren C.C. Contractor A/S og ingeniørfirmaet Orbicon A/S.
Kommunens vision er at gøre den gamle stadionhal tidssvarende og omdanne den til en moderne og attraktiv ramme for idrætsbegivenheder og kulturelle arrangementer. Desuden er det vigtigt, at den nye stadionhal, som blandt andet er hjemmebane for Team Esbjerg, arkitektonisk matcher den eksisterende bygning, Blue Water Arena.
Den opgave løser Årstiderne Arkitekter ved at rive hele den gamle bygning ned til fundamentet.
- Vi har valgt en løsning, hvor vi bygger op fra grunden og kun bevarer kælderarealet og tribunerne fra den gamle bygning. På den måde skaber vi fra de nye siddepladser sigtelinjer på en overbevisende måde, siger Kim Mortensen, civilingeniør, Årstiderne Arkitekter A/S.
Fra grunden bliver den nye stadionhal bygget op med organiske afrundede former. Hallen kommer til at dele forplads med Blue Water Arena. Herfra leder den brede trappe op til den nye indendørs arena. Bygningen bliver beklædt med sølvmetallicplader, som også matcher Blue Water. Desuden bliver facaden dekoreret med diagonale linjer inspireret af Beijings berømte Fuglerede.
En fremskudt rotunde danner hovedindgang til den nye stadionhal. Bag den placeres hallens nye café, som fodboldtilskuerne også får mulighed for at nyde. Selve hallen får mulighed for 3.000 faste siddepladser inkl. mobile tribuner. Desuden får hallen, udover renoverede omklædningsfaciliteter, også bl.a. motionsrum og mødelokaler.