Strengere krav til tagplader

Efter krav fra Arbejdstilsynet må to mand ikke længere lægge tagplader, der er over 650 x 3100 mm og vejer mere end 18 kilo

Byggeriets parter indgik i 2010 en brancheaftalen om træbaserede tagplader, der betyder at alle træplader, der bruges til tagarbejde, skal være halv størrelse. Aftalen imødekommer Arbejdstilsynets krav om at forbedre sikkerheden og arbejdsmiljøet i byggeriet og er bindende for byggeriets parter fra 1. marts 2011. To-mandshåndtering af store plader på taget vil derfor som udgangspunkt ikke blive accepteret af Arbejdstilsynet.

Fra 1. marts 2011 skal alle træplader reduceres i størrelsen, når de skal bruges i forbindelse med tagarbejde. Det sker for leve op til Arbejdstilsynets krav til sikkerhed på tage i forbindelse med manuel håndtering af tagplader.

Konkret betyder aftalen, at træplader, som håndteres på taget, ikke må være større end 650 x 3100 mm og veje mere end 18 kg per plade. Det svarer til, at pladerne nu kun må være halvt så brede som tidligere. Aftalen omfatter krydsfiner- og OSB-plader samt plader med færdig tagpapoverflade, som anvendes til tagarbejde i nybyggerier og renovering af eksisterende bygninger.

Aftalen trådte i kraft 1. marts 2010 med en overgangsperiode på 12 måneder frem til 1. marts 2011 for at give branchens leverandører mulighed for at tilpasse sig aftalen. Herefter gælder aftalen for hele branchen og indgår i Arbejdstilsynets kontrol med byggepladserne.

Traditionelle tagplader på 1220 x 2440 mm må fremover kun anvendes, hvis de håndteres maskinelt. Det gælder især ved lægning af pladerne på taget, f.eks. som undertag eller underlag for tagpap.

Fakta om aftalen

  • Brancheaftalen omfatter manuel håndtering af træplader på taget.
  • Følgende CE-mærkede tagplader er omfattet af aftalen: Krydsfiner (iht. EN 636) og OSB (iht. EN 300).
  • Største tilladte bredde x længde: 650 x 3100 mm.
  • Maksimalt tilladte vægt = 18 kg. pr. plade (i normal tør tilstand).
  • Aftalen gælder for alle, der importerer, producerer, forhandler og anvender de nævnte træbaserede tagplader i dansk byggeri, og er bindende fra 1. marts 2011.
  • Aftalen forhindrer ikke, at der anvendes plader med større dimensioner og vægt, så længe det sker sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt iht. Arbejdstilsynets vejledninger. I praksis betyder det, at pladerne skal lægges maskinelt på taget - to-mandshåndtering accepteres som udgangspunkt ikke af Arbejdstilsynet.

Bag brancheaftalen står: Dansk Byggeri, 3F (tidl. TIB), Dansk Industri, Trælasthandlerunionen, Dansk Træforening og Træinformation.