Panasonic siger farvel til Asien med varmepumpe-serie

Panasonic flytter produktionen af varmepumpe-serien Aquarea L-generation fra Asien til fabrik i Tjekkiet

Panasonic Heating & Cooling Solutions skruer op for forsyningssikkerheden og ned for CO2-aftrykket ved at flytte hele produktionen af deres nye Aquarea L-generation luft-til-vand-varmepumper til virksomhedens fabrik i Tjekkiet.

Stigende miljøbevidsthed, øget elektrificering og udfordringer med energiforsyningen har skabt presserende behov for pålidelige og energieffektive luft-til-vand varmepumper i Europa. Panasonic har derfor taget et afgørende skridt og etableret en europæisk produktionskapacitet, der skal imødekomme den stigende efterspørgsel.

I juli flyttede Panasonic officielt hele sin produktion af komponenter i Aquarea L-serien fra Asien til Europa. Det betyder, at alle Panasonics indendørs- og udendørsenheder i den nye generation af Aquarea-varmepumper nu udelukkende produceres på virksomhedens europæiske fabrik i Pilsen i Tjekkiet.

Styrket forsyningssikkerhed

Med udvidelsen af den europæiske produktion øger Panasonic den lokale produktion og styrker dermed sit bæredygtighedskoncept, Panasonic Green Impact, der har til formål at reducere virksomhedens samlede CO2-aftryk. Samtidig anvender Aquarea L-serien det naturlige kølemiddel R290, der har et såkaldt GWP-aftryk på blot 3, som er uhyre lavt. Dette er positivt for klimaet, da det udtrykker stoffets påvirkning på drivhuseffekten og jo lavere, des bedre, fremgår det af en pressemeddelelse.

Udover et mere skånsomt miljøaftryk vil den nye europæiske produktion også styrke forsyningssikkerheden og nedbringe leveringstiden på luft-til-vand varmepumper i Europa.

Panasonic åbnede fabrikken i Pilsen i Tjekkiet i 2018 for at producere luft-til-vand indendørsenheder. Løbende har Panasonic skruet op for kapaciteten, og i dag produceres hele virksomhedens sortiment af både indendørs- og udendørsenheder på fabrikken.

Sammen med sit R&D-center i Tyskland har Panasonic Heating & Cooling Solutions nu skabt et robust og fremtidssikret fundament for sin forretning på det europæiske marked. Det giver virksomheden mulighed for endnu hurtigere at implementere feedback fra kunderne og samtidig imødekomme efterspørgsel fra både installationspartnere, forbrugere og virksomheder.

Udvidelsen af det europæiske produktionsanlæg blev officielt markeret på fabrikken i Pilsen den 3. juli 2023. Her klippede Masahiro Shinada, CEO i Panasonic Corporation, og M. Michiura, President, Heating & Ventilation A/C Company, det ceremonielle røde bånd.

Hjemtager produktion

Panasonic er i det hele taget ved at flytte produktion af varmepumper ud af Kina, fremgår det af mediet Nikkei Asia. Virksomheden har således tidligere meldt ud, at den vil investere omkring 400 mio. kr. på at etablere nye robotstyrede produktionslinier på dens fabrik i Kusatsu. Dermed vil Panasonic kunne tredoble sin produktionskapacitet og gøre det muligt at øge den indenlandske produktion af varmepumper til 40 prodcent mod de nuværende 10 procent. Planen er at hjemtage produktionen af high-end varmepumpe som første skridt, mens Panasonic vil startmed at flytte mellemsegmentet af varmepumter tilbage til Japan engang i det nye år. Den ledige kapacitet på Panasonics fabrik i Guangzhou skal i stedet for anvendes til alene at forsyne det kinesiske marked.