Sanitetsvirksomheden Geberit har sat miljøvaredeklarationer (EPD’er) på en lang række produkter, der skal gøre det lettere for byggebranchen at leve op til de nye krav i bygningsreglementet som træder i kraft fra januar 2023.
Geberit FlowFit-installationssystem og Geberit AquaClean Mera er blot to af de produkter, der har fået en EPD.
Det er ingen hemmelighed, at klimaaftrykket i danske byggerier er en stor bekymring, og i 2023 kommer der nye krav til livscyklusvurdering (LCA) i bygningsreglementet. Det betyder, at samtlige beslutningstagere i branchen skal tænke over, hvilke produkter og løsninger de benytter sig af for at kunne bygge mere bæredygtigt.
Selvom der er kommet skærpet krav til danske byggerier, så har virksomheden Geberit allerede sat EPD’er på deres produkter, så bygherrer og andre fagfolk i byggebranchen har nemmere ved at vælge mere miljøvenlige produkter.
”Det er vores ansvar, som en af de fremtrædende leverandører i byggebranchen at være med til at skabe nye løsninger, der både omfavner bæredygtighed og funktionelt design,” siger Allan Løve, projekt- og salgschef hos Geberit Danmark.
I flere år har Geberit arbejdet med EPD’er, og i 2022 kom der en udvidet EPD på Geberit Mapress rørsystem. Hos Geberit fornemmer man en klar tendens i byggebranchen, hvor flere efterspørger produkter, materialer og løsninger med særlige certificeringer, miljøvaredeklarationer og livscyklusanalyser (LCA).
”Vi oplever, at flere bygherrer, rådgivere, ingeniører og arkitekter efterspørger produkter med EPD’er. Derudover er grossisterne ligeledes interesseret i produkter med certifikater og mærkninger, da de gradvist vil tilbyde et mere bæredygtigt sortiment,” forklarer Allan Løve og fortsætter:
”Vi arbejder på at lave endnu flere EPD’er, og den næste i rækken bliver vores Duofix installationssystem, som forventes at komme i starten af 2023. Derudover opdateres de eksisterende EPD’er til den nye A2-standard. Det håber vi kan hjælpe med at gøre det nemmere at leve op til de nye krav til bygningers klimaaftryk.”
Arkitektvirksomhed ser tendens
Hos arkitektvirksomheden Sweco nikker de også genkendende til den stigende tendens i den danske byggebranche.
”Den danske byggebranche bevæger sig klart i en mere bæredygtig retning. Flere i branchen vil have certificeringer og livscyklusanalyser. Produkter med EPD’er gør det mere overskueligt for bygherrer at vælge de mest klimavenlige produkter, da de har en livscyklusanalyse. Det betyder, at bygherrer ikke selv skal have foretaget en analyse eller indhente generelle data, hvilket vil kræve flere ressourcer,” fortæller Allan Hesselholt, teamleder i Bæredygtighed Vest hos Sweco og fortsætter:
”Jeg ser det som en klar fordel, at Geberit og andre virksomheder vælger at få EPD’er på deres produkter og løsninger. Vi (red. Sweco) kigger selv efter produkter og materialer, der performer godt på klimaparameteret. Jeg tror, virksomheder får det svært i fremtiden, hvis ikke de tager stilling til bæredygtighed. Det bliver nok det største konkurrenceparameter i fremtiden.”
At tænke i miljøvenlige løsninger er noget sanitetsvirksomheden Geberit har gjort i mere end 30 år. Foruden de nye EPD’er, er der et stort fokus på at skabe holdbare, innovative og energieffektive produkter. Derfor tilbyder Geberit også 10 års projektgaranti, fordi virksomheden stoler så meget på kvaliteten og holdbarheden af deres produkter.
Siden 2015 har Geberit ligeledes skåret 41 % af deres egen miljøpåvirkning, og de har et mål om at reducere 5 % af den resterende miljøbelastning om året.
Fokus på mere bæredygtigt byggeri
Arkitektvirksomheden Sweco er en af mange virksomheder, der er medlem af Green Building Council, og i efteråret 2022 er Geberit også blevet medlem af organisationen. Her kommer Geberit til at samarbejde med de øvrige medlemmer om at sætte fokus på bæredygtighed og holde et højt vidensniveau om bæredygtigt byggeri. Desuden har flere af deres rådgivere en DGNB-uddannelse, der gør dem i stand til at rådgive kunder om bæredygtige løsninger.