LM Byg konsortiet skal opføre råhuset til BørneRiget

Entreprenør og råhusspecialist LM Byg A/S, der i konsortium med M.J. Eriksson A/S, skal opføre råhuset til Rigshospitalets kommende afdeling for børn, unge, fødende og deres familier

Det bliver entreprenør og råhusspecialist LM Byg A/S, der i konsortium med M.J. Eriksson A/S, får æren af at opføre råhuset til Rigshospitalets kommende afdeling for børn, unge, fødende og deres familier, BørneRiget.

Det første spadestik til BørneRiget blev sat i jorden i starten af april, da regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen indledte det officielle byggeri af Rigshospitalets fremtidige afdeling til børn, unge, fødende og deres familier. Det bliver LM Byg og MJ Eriksson, der i konsortium skal opføre råhus, lukning og alle udvendige bygningsarbejder på facade og tag.

LM Byg A/S er ikke fremmede overfor hospitalsbyggerier og har stor erfaring med at arbejde på hospitalsområder, der er i aktiv drift. Således er det LM Bygs sjette sygehusbyggeri, og entreprenøren har blandt andet opført 40.000 kvm råhus til Hvidovre Hospital, Rigshospitalets nye P-hus og er i gang med opførslen af råhuset til det nye Universitetshospital i Køge.

”Det er en særlig opgave, da der skal tages hensyn til den daglige trafik og logistik på ét af Danmarks travleste hospitaler. Det er en opgave, som vi er klar til at løfte i fællesskab med MJ Eriksson, og vi er naturligvis glade og stolte over at være en del af projektet,” siger Per Semmling, administrerende direktør i LM Byg A/S.

Per Semmling overtog direktørposten i LM Byg A/S som følge af Pihlkoncernens store omstrukturering tidligere i år, hvor forhenværende direktør Hans Anker Nielsen blev udpeget til koncerndirektør. Den nye struktur skal frigive ressourcer til innovation og udvikling og samtidig skabe synergier mellem de tre driftsselskaber Pihl & Søn A/S, LM Byg A/S og BNS A/S.

En pålidelig partner for bygherre
Byggeriet opføres af Rigshospitalet, Ole Kirks Fond og Region Hovedstaden, og den nye afdeling udvider hospitalet med i omegnen af 60.000 kvm. I byggeriet inddrages den nyeste viden om helbredende arkitektur.

”Vi går til alle opgaver med samme professionelle tilgang og klare ambition om at være en stærk og pålidelig samarbejdspartner for bygherre. Der er naturligvis noget særligt ved at være en del af et innovativt og vigtigt projekt som BørneRiget, hvis værdier og målsætninger ligger meget nær vores egne,” siger Per Semmling.

Den samlede entreprise gennemføres fra maj 2021 og frem til august 2024.  BørneRiget skal efter planen stå færdig i 2025.