Herning får ny skole og hal

KPC har vundet opgaven med at bygge en ny skole - og udvide Sportscenter Herning med blandt andet en helt ny opvisningshal med 2000 siddepladser

Eleverne i Brændgårdskolens Talentklasser, der i dag har til huse på Skolen på Sønderager, kan i 2021 se frem til at flytte ind i flotte nye rammer ved Sportscenter Herning.Samtidig udvides sportscentret med blandt andet en ny opvisningshal med plads til 2000 tilskuere og en række andre faciliteter, og hovedindgangen vendes mod Herning by med en ny forplads.

Det nye byggeri vil blive en del af rigtig mange menneskers hverdag, da en stor del af faciliteterne bygges, så de kan bruges af både skolens elever og sportscentrets brugere på forskellige tidspunkter. Den samlede pris for det store byggeprojekt bliver i omegnen af 100 millioner kroner.Tre firmaer var prækvalificerede til at byde på projektet, og tirsdag blev Herning Byråd præsenteret for vinderprojektet, som er udarbejdet af KPC Herning i samarbejde med Årstiderne Arkitekter og ÅF Buildings.

Formand for Børne- og Familieudvalget, Dorte West, er begejstret for de nye rammer, som Talentklasserne får.

- Med vinderprojektet får vi lige præcis det, vi havde drømt om: Et flagskib for talentudvikling, der samtidig bliver en top-moderne skole, indrettet til at stimulere indlæring, samarbejde og kreativitet.Jeg er slet ikke i tvivl om, at de rammer vi fremover vil kunne tilbyde Brændgårdskolens Talentklasser vil give optimale betingelser for elevernes talenter inden for idræt, musik eller sang, siger Dorte West.

Også formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Johs. Poulsen, ser store perspektiver i nybyggeriet.

- Der er en række rigtige fine arkitektoniske greb i vinderprojektet. At få en ny samlet ankomst til centret vil løfte hele området. Samtidig leverer vi med den nye opvisningshal og en ekstra mindre hal nogle meget tiltrængte kvadratmeter, som foreningslivet i Herning har efterlyst længe. Kombinationen af nogle af vores mest talentfulde unge mennesker og de helt enestående faciliteter, vi nu får i det udvidede Sportscenter Herning, er intet mindre end verdensklasse, siger Johs. Poulsen.

Brændgårdskolens Talentklasser har cirka 200 elever fordelt på ni klasser på 7. 8. og 9. årgang.I Talentklasserne er der mulighed for at have en struktureret hverdag med fokus på sundhed og trivsel såvel fysisk som mentalt, så der dannes et solidt fundament, hvor der er mulighed for talentudviklingen. Den nye skole vil blive den femte nybyggede folkeskole i Herning Kommune siden 2007.

Sportscenter Herning udvides med en ny opvisningshal. Hallen er dels tiltænkt at rumme kampe på eliteniveau, hvor der er kan være op mod 2000 tilskuere, dels som et nødvendigt supplement i det daglige, hvor de nuværende haller har en meget høj belægning. Dertil bygges yderligere en ekstra hal, og en række mindre faciliteter, der vil binde centret bedre sammen.

Sportscenter Herning rummer i forvejen fem haller, kampsportscenter, skydeanlæg og squashbaner. Det samlede byggeri bliver på omkring 9000 kvadratmeter og er budgetteret til godt 100 millioner kroner. Det er planen, at talenteleverne flytter ind i den nye skole i 2021.Byggeriet udføres af KPC Herning A/S i samarbejde med ÅF Buildings og Årstiderne Arkitekter.