Audio-Visuelt Centrum A/S (AVC) lancerer to nye produkter til brug i undervisningen. En interaktiv tavle fra i3 og en trådløs løsning – VIA-serien fra Kramer. Tilsammen giver de to produkter trådløs deling fra enhver enhed og masser af plads til produktive fingre.
Netop størrelsen på den interaktive tavle er vigtig, og derfor har man fra i3’s side valgt en tavle, som har ti-finger-touch og en bredde på ikke mindre end 3,2 m.
– Interaktiviteten gør indlæringen til en leg, og tavlen er et rigtigt godt værktøj i klasseværelset, hvor den inddrager eleverne i undervisningen på en spændende og intuitiv måde, fortæller Michael Jensen, AVC’s salgsdirektør.
I løsningen indgår også en laserprojektor, der aldrig kræver udskiftning af lampe, har et lavt strømforbrug og en levetid på op til 20.000 timer.
Tavlen er udviklet med en unik overflade, der både mindsker refleksion og samtidig gør den anvendelig som almindeligt whiteboard.
– Kombinerer man denne tavle med den nye Kramer VIA-serie, opnår du en trådløs løsning, der understøtter undervisningen på bedste vis, giver plads til spontanitet og gør indlæringen spændende, lyder det fra Michael Jensen.
Flere og flere skoler benytter sig af BYOD-konceptet (Bring Your Own Device), men det kan give udfordringer i forhold til deling af indhold fra forskellige enheder og platforme. Med Kramer VIA-serien har du mulighed for at dele dit indhold trådløst fra enhver enhed og derefter udnytte tavlens touch-funktion ved straks at føje spontane inputs/idéer direkte til præsentationen med pen eller finger. Du kan også modtage indhold og spontane inputs fra deltagerne og dermed intensivere dialogen i undervisningen.
– Det er med til at skabe motivation for et flydende samarbejde, og så understøtter det Bring Your Own Device-konceptet på uddannelsesinstitutionen, så man får et større udbytte af undervisningen, siger Michael Jensen.
Foto: Den interaktive tavle fra i3 har en bredde på 3,2 m og ti-finger-touch.