Bodil har pustet liv i byggeaktiviteten

Stemningen i byggesektoren er blevet bedre fra december til januar og er ifølge Danmarks Statistik nu på sit højeste niveau siden foråret 2008

Konjunkturindikatoren for bygge og anlæg stiger fortsat. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik her til morgen. Stemningen i byggesektoren er således blevet bedre fra december til januar. Danmarks Statistik kan berette, at indikatoren er minus 5 i januar mod minus 7 i december, hvilket er det højeste niveau siden foråret 2008.Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving. Begge af indikatorens to underkomponenter, beskæftigelsesforventninger og ordrebeholdning, er steget og er nu på henholdsvis 4 og minus 13 i januar. Dermed er det især forventningen til beskæftigelsen, der trækker det samlede tal op.

- Det er sandsynligvis stadig de to storme, Allan og Bodil, som vi var vidner til  i  henholdsvis oktober og december sidste år, der præger statistikken positivt. Oprydningsarbejdet har nemlig bidraget positivt for bygge- og anlægsvirksomhederne i form af stigende reparationer. Set fra et økonomisk synspunkt så må man sige, at stormene er en håndsrækning fra moder natur til byggebranchen, siger Ulrikke Ekelund, cheføkonom hos BRFkredit.

Tallene viser ligeledes, at der i januar angives 4,5 måneders sikret arbejde i ordrebøgerne. Dette tal var 4,4 i  december 2013, og i januar sidste år var tallet 3,6. Altså her er der  tale om et stabilt niveau.

- Til trods for, at vi nu for anden måned i træk oplever en stigning i indikatoren, der formentlig skyldes udbedringer af skader fra  de to storme i 2013, så er der stadig et stykke vej til det store rejsegilde i byggebranchen.  Stemningen er dog blevet noget bedre, end da finanskrisen var på sit højeste. Men p.t. forventer vi ikke, at byggebranchen kan bidrage positivt til væksten i Danmark.  Danskernes skal nemlig have flere penge op af lommen og forbruge noget mere, før vi kan begynde at se en vending for bygge og anlæg, siger Ultikke Ekelund