Velfac med nyt dannebrogsvindue

Velfac Classic er et nyt vinduessystem med et traditionelt udseende specielt til vinduesudskiftninger i ældre huse og etageejendomme

Velfac er kommet med et nyt dannebrogsvindue til renovering af ejendomme bygget mellem 1840-1940. Vinduesserien hedder Velfac Classic og ideen er at bevare arkitekturen i huset samtidig med en god energibalance, stærk støjdæmpning og et lavt vedligehold.
Bor man i et gammelt hus eller en etageejendom med dannebrogs-, frederiksberg- eller palævinduer, så vil udskiftning af vinduer ofte betyde, at facadens arkitektoniske udtryk ændres voldsomt. Men sådan behøver det ifølge Velfac ikke at være.
 

Velfac Classic er et nyt vinduessystem med et traditionelt udseende specielt til vinduesudskiftninger i ældre huse og etageejendomme. Vinduet består af træ og er beklædt med en stort set vedligeholdelsesfri udvendig aluminiumskappe.

I samarbejde med bl.a. arkitekter er det lykkedes at genskabe det originale design samtidig med en høj energi-effektivitet og brugervenlighed - og med indbygget sikkerhed mod indbrud. Der er tænkt på detaljerne og det håndværksmæssige udtryk. Det afspejler sig i kvalitetsvinduer, der er så tæt som muligt, på at se ud som de gjorde for 200 år siden.
 

I nogle huse kan gadestøj være generende og her anbefaler Velfac at der anvendes 3-lags ruder med en støjdæmpende effekt på op til 43dB.
Vinduesproducenten rådgiver gerne om design, dvs. valg af karm, ramme, post, sprosse, åbenfunktion, farve og finish. Ligesom vigtige overvejelser om alt det, der ikke kan ses, fx energi, støjdæmpning og solafskærming.